Babaji's Kriya Yoga
Babaji's Kriya Yoga Images
English Deutsch Français Français
Español Italiano Português Português
Japanese Russian Bulgarian Dansk
Arabic Farsi Hindi Tamil
Turkish Chinese Polish  Estonian

              

Aspiration, Afvisning og Overgivelse, 1. Del

ved M. Govindan Satchidananda


”Rejs dig, buk dig i støvet, overgiv dig, omfavn og undres;
påberåb på alle tænkelige måder Guds Hellige Fødder.
Dit liv vil blive velsignet;
Se Ham med ærbødighed; Han vil besvare dit kald.”
- Tirumandiram, vers 1499

Vi er individuelt og kollektivt midt i en transformations-proces, som kræver at vi afviser vor gammelkendte menneskelige natur og overgiver os til den Guddommelige Bevidste Energi indeni os. I vor erkendelse af at et liv tilbragt i jagten på begærsopfyldelse og med at forsøge at undgå alt det vi ikke kan lide, kun bringer lidelse i sit kølvand, søger vi ikke at flygte fra livet her i denne verden, at forlade den i en søgen efter en eller anden himmel; men snarere ønsker vi at rense os selv for uvidenhed, egoisme, afhængighed og alt andet der har modstand mod nedstigningen af Guddommelig Nåde. Til det formål har vi et helt arsenal af bøger indenfor Kriya Yoga til at hjælpe os i processen. Men har vi viljen, motivationen, aspirationen til at afvise det som bør afvises og til at omfavne og hengive os til det Guddommelige?

Sri Aurobindo’s og The Mother’s (som hans kone slet og ret blev kaldt) Integral Yoga kan summeres op i følgende to udtalelser: (1) ”En stadigt mere intenst brændende aspiration fra sadhakaens side og (2) fra det Guddommeliges side et svar på sadhakaens kald i form af nedstigende Nåde.” Men hvad er da denne aspiration? Hvordan skiller den sig ud fra almindeligt begær? Sri Aurobindo definerer aspiration som ”spirituel entusiasme, sjælens højeste, mest intenst brændende søgen… og en opadgående bevægelse i vor bevidsthed gennem vort væsens psykiske side henimod alt der er godt, helhjertet og smukt.” The Mother beskrev det som: ”en indre entusiasme overfor det nye, det ukendte, det fuldkomne… en længsel, en dragen efter kontakt med den guddommelige kraft, guddommelig harmoni, guddommelig kærlighed… en indre flamme, et behov for lyset… en lysende entusiasme, der optænder hele dit væsen… en rensende vilje, et evigtvoksende gå-på-mod.”

Det bør ikke forveksles med begær, som er egoets manifestationer. Egoet søger at være adskilt, speciel, overlegen og det manifesterer begær for at styrke sin specielhed. Begær er manifestationen af den separatistiske ego bevidstheds uslukkelige tørst og sult. Men grundet egoets iboende begrænsede evner og magt, kan det ikke tilfredsstille sin trang efter uendelig og absolut besiddelse. Derfor er kløften mellem egoets konstante krav og dets reelle resultater ganske uoverstigelig. Og det skaber en konstant følelse af utilfredshed. Egoet glemmer at uden først at droppe oplevelsen af separathed, adskilthed og i stedet genoprette oplevelsen af guddommelig enhed og universalitet kan det ikke håbe på at besidde verden. For besiddelse af verden kan kun virkeliggøres på et spirituelt niveau. Men egoet følger sin egen misforståede vej, som går ud på at samle til bunke i yderverdenen af ting, som det oplever som værende ’ikke-sig-selv’, flere og flere materielle ting, som det kan fornøje sig med og derigennem søge at tilfredsstille sin evigt grådige appetit.

En ægte aspiration er det stik modsatte af dette. Det er en dybfølt opmærksomhed på den egobundne eksistens mangelfuldheder og ufuldkommenheder og et forsøg på at slippe fri af egoets lavpandede fængsel. Hvert af dets bevægelser går i retning væk fra egocentret. Og det er det klareste tegn en sadhaka kan se efter til afgørelse af, hvorvidt hans/ hendes indre impulser i øjeblikket er af begærets natur eller er en ægte aspiration. Aspiration er i sin oprindelse en sjælens tørst, en længsel efter guddommelig kærlighed, skønhed, helhjertethed og fremgang. Der er intensitet, men ingen utålmodighed, ingen frustration.

Hvordan udvikler man så en - ægte - aspiration? I stadier som begynder med en intens utilfredshed med den menneskelige naturs vanemæssige opførsel. Du vågner måske op en morgen og bare ved at nu gider du simpelthen ikke længere leve livet ubevidst, uvidende, hvor du handler uden altid at vide hvorfor, føler alt muligt uden at kunne forklare det, den ene dag vil du i én retning, men den næste dag føler du det modsatte… et vanemæssigt liv, rutinereaktioner, uden at forstå hvad det egentlig er der foregår. Du er ikke længere tilfreds med det. Hvordan folk reagerer på denne følelse af dyb utilfredshed varierer. For de fleste er det trangen til viden, for nogle få er det en trang til at gøre det, der skal gøres for at finde mening. For det andet søger man ivrigt efter en udvej til at slippe ud af denne overfladiske menneskelige eksistens. Man søger sandheden, kærlighed, fred, glæde, ren væren. Det er måske stadig ret vagt, men den søgende forsøger på bedste beskub at gøre sig fri af sin nuværende tilstands ubehag og frustrationer. Efter nogen tid hvor aspiranten har udvist en vis vedholdende stædighed svarer den Guddommelige Nåde ved midlertidigt at prikke hul i uvidenhedens slør og give ham/hende adgang til at opleve livets spirituelle dimension. Man ser Lyset, føler guddommelig kærlighed eller oplever guddommelig salighed, nærvær eller sandhed afhængig af ens kapacitet og opfattelsesevne. Det varierer nok fra person til person , men generelt kan man sige at alt andet, som man hidtil har oplevelt i livet blegner i sammenligning. Dernæst kan det ske at åbningen måske lukker sig igen, så man må være meget opmærksom på ikke at glemme det, eller at begynde at tvivle, og i stedet holde oplevelsen levende og vibrerende ved konstant at stræbe efter at det igen vil vise sig. Nu vil sadhakaen begynde at opleve at hans/ hendes lyst til livet, som man plejede at leve det gradvis aftager, og længselen mod det højere liv forstærkes. Det manifesterer sig måske ikke bare i ens indre på mental og vitalplanet., men også i det ydre hvad angår gamle venner og eventuelt arbejde og fritidsinteresser. En ny slags længsel og healingsproces opfylder hjerte og sind og udtrykker sig måske sådan her: ”Kære Gud jeg vil dig og kun dig. Jeg vil intet andet og ingen andre uden dig og for dig. Jeg ønsker at tilhøre dig 100% og vil aldrig tillade noget andet at afkræve min bevidsthed. Jeg overgiver alt til dig. Ikke min vilje, men din vilje ske. Jeg er kun din.” Til slut vil aspirationen være så intens at ord og bønner, udtalte som mentale ikke længere er nødvendige - eller ønskede. Der er kun den spirituelle ilds opadstigende flamme på en baggrund af dyb stilhed. En intens søgen efter at tilhøre det guddommelige, at blive eet med det, og at tjene det guddommelige som et perfekt instrument fylder hele sadhakaens bevidsthed. Det er en dyb tørst efter kærlighed og sandhed, efter transformation og fuldkommenhed.

Efterhånden som aspirationen vokser svarer den guddommelige nåde og introducerer en højere determinisme som kan transformere alting i vor menneskelige natur. Men for at det kan ske må man:

1. Gøre sig fri af enhver form for eftergivenhed og glemsomhed.
2. Undgå utålmodighed, som blot medfører depression og oprørstrang.
3. Koncentrere sig. Hold fokus på det ønskede mål hele tiden; tillad ikke sindet at flakke.
4. Afvis konstant alt det i din iboende natur, der forsøger at annullere og ophæve din aspirations magt.

Om Afvisning

Så længe sadhakaen er underlagt sin egen lavere naturs luner er det af afgørende vigtighed at han eller hun yder en personlig indsats for at udvikle sig. Denne personlige indsats består af tre dele, nemlig aspiration, som allerede nævnt, afvisning og overgivelse. Siddhaerne og i nyere tid, Sri Aurobindo insisterede på at en sadhaka må renoncere på alle den lavere naturs vanemæssige bevægelser. De inkluderer: sindets uforlignelige meninger, præferancer, vaner, fordomme og idèer, den vitale naturs begær, krav, behov, passioner, selviskhed, stolthed, arrogance, liderlighed, grådighed, jalousi, misundelse, fjendtlighed overfor Sandheden; og den fysiske naturs stupiditet, tvivl, vantro, formørkelse, stædighed, smålighed, dovenskab, sløvhed og uvilje mod at forandres. Målet er den totale guddommelige transformation af menneskets hele væsen, bevidsthed og natur. Hver eneste impuls og bevægelse som rejser sig inde i sadhakaens bevidsthed og som ikke er en bevægelse henimod det guddommelige, men som snarere er egobaseret, er at regne for en forhindring på denne vej. Så den almindelige sadhakas liv vil være fyldt med en tilsyneladende endeløs strøm af forhindringer. Identifikationen af dem, og fjernelse af dem, er det der udgør den yogiske sadhana vi kalder afvisning. De kan opsplittes i tre klasser med hver sin tilhørende strategi. De tre klasser af forhindringer er henholdsvis forhindringer fra fortiden, nuets forhindringer og fremtidens ditto.

Når forhindringen er af en type, som du allerede tidligere har vundet over, men er eftergivende overfor af ren og skær dovenskab, bør du: (a) nappe den lige det øjeblik den er i gang med at spire, som et lille støvfnug på ens skjorteærme; (b) ikke gå og ruge over det; (c) lægge så lidt mærke til det som overhovedet muligt; og (d) selv om man måtte komme til at tænke på det så vær indifferent og ubekymret over det.

Den anden kategori af forhindringer, nuets, optræder ofte i sadhakaens bevidsthed og overvælder hende ligefrem engang imellem. Men hvis sadhakaen gør en oprigtig indsats vil hun opdage at hun er i stand til at holde en del af sin bevidsthed tilbage og fri af deres indflydelse. Den attitude sadhaken bør lægge for dagen ved denne type forhindringer er: (a) at sætte sin viljestyrke ind på at modsætte sig impulsen, (b) aldrig at rationalisere eller legitimisere dens tilsynekomst, men snarere at inddrage al indre samtykke til dens manifestation, (c) aldrig at give efter, ikke så meget som en tomme, (d) at opføre sig som en modig kriger overfor de mørke kræfter og tendenser, der forsøger at forhindre lysets opadstigning, vend dig straks mod det guddommelige og bed konstant og inderligt om at disse svagheder og impulser må blive overvundet og udraderet.

Man bør være klar over et par skjulte fakta vedrørende omgangen med de her svagheder. Når man vinder en klar sejr over en eller anden svaghed eller forhindring vil mange andre automatisk være besejrede. En succesrig afvisning af én svaghed vil give sadhakaen den fornødne styrke til at vinde over en hel hoben andre. På den anden side, hvis man er eftergivende overfor én, af ren dovenskab foreksempel, vil man miste en masse styrke og gå-på-mod i sin fortsatte kamp med mange andre svagheder. En oprigtig og beredvillig indsats fra sadhakaens side til at konfrontere og overvinde alle hans eller hendes nutidige svagheder så såre de dukker op, vil skabe et glædesfyldt liv for sadhakaen uanset hvilke ydre omstændigheder vedkommendes liv måtte byde på.

Med hensyn til den tredje kategori af indre forhindringer, de dybt skjulte potentielle svagheder. Hvordan kan vi genkende dem? Første gang de kommer op vil hele sadhakaens bevidsthed typisk blive unormalt forstyrret, ophidset og ’pisket op’. Deres rødder er så dybe og omfattende at sadhakaen vil opleve det som om de udgør noget meget reelt og uudryddeligt, en del af hans eget selv; man er slet ikke så sikker på at disse svagheder nu også er så uønskværdige igen… Når de er dukket frem mister sadhakaen - for en tid i hvert fald - ganske sin normale sunde fornuft og evne til at tænke og opfatte bevidst og klart, som stod han midt i en storm. Den altovervejende del af hans bevidsthed er stadig dybt interesseret i disse svagheder, der nu har stukket ansigtet frem, og ønsker blindt (imod enhver sund fornuft) blot at opfylde nogle stærke begær gennem deres manifestation. Det ville være omsonst at forsøge at udslette sådan en svaghed uden nogen hjælp og før man er ordentligt forberedt. Der er en reel fare for at man i stedet kommer til at undertrykke dens ydre manifestation, hvilket vil føre til en intern konflikt med den overvejende del af sadhakaens natur som altså stædigt hæger sig fast i denne tilknytning, denne svaghed. Det vil uundgåeligt medføre en eksplosion som kan forstyrre hele den indre balance. Så man bør så vidt muligt undgå disse umedgørlige besværligheder og ikke give dem mindste råderum. Ens approach bør snarere være: (a) at holde problemet eller svagheden op for sin bevidsthed uden at lade sig skræmme af det eller at identificere sig med det, (b) lede omhyggeligt efter problemets oprindelse eller kilde, (c) at forsøge at opdage hvilke dele af ens natur, der i al hemmelighed nærer en skjult fascination for denne bestemte svaghed; og som går totalt i spåner så såre den rører på sig, (d) oprethold altid en åndens ro, en stille objektivitet eller uhildethed gennem hele observationen af svagheden, også selvom det der kommer tilsyne måtte være rigtig grimt, (e) oprethold en klar intention om at få udryddet den pågældende svaghed. Henvend dig i al oprigtighed til det Guddommelige og bed om hjælp dertil. Sådan en bøn og klar intention kombineret med en grundig selvransagelse vil gradvist, men sikkert i første omgang gøre disse vilde og uregerlige impulser og forhindringer lidt mere til at have mere at gøre her og nu, og slutresultatet vil blive at man nemt og ubesværet kan løsrive sig fra dem, de bliver fortid.

Aspiration, Afvisning og Overgivelse, 2. Del

Copyright: M. Govindan Satchidananda, January 2006

Artikler

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside

©1995 - 2024 - Babajis Kriya Yoga og Publikationer - Alle Rettigheder Reserveret. ”Babaji’s Kriya Yoga” er et registreret service mærke)   ॐ Mahavatar Babaji ॐ