Babaji's Kriya Yoga
Babaji's Kriya Yoga Images
English Deutsch Français Français
Español Italiano Português Português
Japanese Russian Bulgarian Dansk
Arabic Farsi Hindi Tamil
Turkish Chinese Polish  Estonian

              

Jesus’ og Yoga Siddhaernes Visdom

ved M. Govindan Satchidananda


Jeg var tolv år gammel, da jeg deltog i et Billy Graham stævne med omkring en hundrede tusind andre mennesker i Colosseum i Los Angeles. Jeg var overvældet af dets intensitet og da Billy Graham kaldte på os for at vi skulle komme op til scenen og erklære vores troskab overfor Jesus Kristus, svarede jeg. Jeg accepterede Jesus Kristus som min Herre og Frelser. Og jeg begyndte at drømme om en skønne dag at blive missionær i Afrika.

Det var som femtenårig jeg deltog i en ”Human Encounter Session” i den lokale Y.M.C.A. (svarer til det danske KFUM & K) en halv mil ned ad vejen fra den Lutheranske Kirke i Westchester. I samfulde to dage sad der omkring tres af mine klassekammerater fra high school (gymnasiet) og jeg og delte vores bekymringer om livet. Vi talte og lyttede til hinanden i timevis. En Y.M.C.A. rådgiver guidede mødet på en meget blid og stille måde, hvorved alle fik lejlighed til at dele deres dybfølte indsigter og spørgsmål. På slutningen af den anden dag døde diskussionen ud. Ingen havde mere at sige. Vi lod til kollektivt at have nået et roligt sted. Da pludseligt havde jeg min første spirituelle oplevelse. Jeg transcenderede mit almindelige mentale stadie og faldt ind i en tilstand af stille ekstase. Jeg erkendte at der kun var eet væsen i rummet, som talte gennem os alle sammen, som guidede os tilbage til erkendelsen af vores sande identitet, hinsides navne og former. Dette Væsen gennemtrængte alting og var totalt kærlig og godvillig. Jeg var tryllebundet af oplevelsen og i mange dage efter nød jeg en ualmindelig bevidsthedstilstand hvorigennem jeg følte altings enhed. Det var sandere end noget jeg nogensinde havde oplevet tidligere. Men gradvist forsvandt denne tilstand. Det efterlod en dyb længsel i mig efter at finde det igen.

I de følgende år kastede jeg mig ud i diverse typer meditation, østlig religion, og fandt mit hjem i Yogaen, uden på noget tidspunkt at forlade Jesus’ originale lære. Yoga reflekterer det Jesus sagde i sine lignelser, læresætninger og formaninger.

The parables and sayings of Jesu’ lære og lignelser kan inddeles i adskillige vigtige temaer: omvendelse af naturlige menneskelige tendenser, Himlens Kongerige, at få indpas i Himmeriget, om Renselse, vedrørende Bekymring og det at Være Tilstede, om Stræben, at Vise andre Vejen, Guds Ubetingede Kærlighed, Syndstilgivelse og vore Handlingers Karmiske Konsekvenser. Mange af indsigterne jeg har haft omkring disse temaer er inspireret af den sammenlignende vurdering jeg har foretaget med læren fra Yoga Siddhaerne, som var samtidige med Jesus, såvel som med Thomas Evangeliet, som blev opdaget i Sinai ørkenen i 1945. De fleste af de følgende citater fra det Nye Testamente er fra den moderne sprogede udgave ved Robert Funk og Roy Hoover ”The Five Gospels”.

Omvendelse af naturlige, menneskelige tendenser

”Vær du perfekt, således som din Far i Himlen er Perfekt,” (Mattæus 5,48 med parallel i Lukas 6,36). Én af betydningerne af ordet for en Yogisk Helgen eller Siddha er ’én der er blevet perfekt’. Jesus udfordrede sine tilhørere til at perfektionere sig selv, overvinde deres lavere menneskelige natur og blive guddommelige. Jesus gjorde som alle de største Yoga Mestre før ham, han gjorde sit liv til sin Yoga. Han overvandt alle de almindelige begrænsninger vor menneskelige eksistens byder på og hvad mere er, Han formanede sine tilhørere til at gøre det samme.

Jesus beder os om at gøre det modsatte af hvad den menneskelige natur normalt ville få os til at gøre. Han sagde:

”Reager ikke med vold overfor den, der er ond; når nogen slår dig på den ene kind, da vend blot den anden til. Hvis nogen har besluttet at flå skjorten af dig så lad den person få din overfrakke med. Desuden, hvis nogen beder dig om at gå én mil, så gå to.” (Mattæus 5,42 med parallel i Lukas 6,29).

”Elsk dine fjender,” (Mattæus 5,43 med parallel i Lukas 6,28).

Fordi befalingerne er så strenge , ja ligefrem fjollede hvis de tages ordret ( så ville vi snart alle sammen gå nøgne rundt og være fattige som kirkerotter, hvis vi fulgte dem bogstaveligt), giver de os en indsigt vi kun kan opnå ved at blive opmærksomme på egoets almindelige tendenser. Befalingerne kræver det nærmest umulige af os og bringer os dermed helt ud til grænsen for den menneskelige natur, og videre endnu. Formaningen om at ”elske dine fjender” er specielt uforglemmelig, fordi den går stik imod almindelig social opførsel og udgør et paradoks - de der elsker deres fjender har ingen fjender.

Det er også metoden Yoga og Tantra benytter sig af. Som Sri Aurobindo så humoristisk svarede sine venner, som kæmpede for Indiens uafhængighed fra det daværende britiske herredømme, på deres spørgsmål om han ikke ville genoptage sin kamp for sagen: ”hvad der er brug for nu er ikke en opstand mod briterne og den Britiske Regering, det kan enhver såmænd finde ud af… næ, det vi har brug for er en revolte, et oprør mod den universelle Natur i sin helhed.”

Den ’grænse’ en udøver af Yoga vil møde under udførelsen af en Yoga stilling er metafor for de grænser vi når i vores menneskelige erfaring, foreksempel når vi føler vrede, frygt eller depression. Ved at lære at opretholde sindsligevægten og vores opmærksomhed , forholde os rolige, lyttende, kun handlende efter moden overvejelse, snarere end at reagere på tingene, udvider vi grænserne for hvad der er muligt for os at gøre, det vil sige vi strækker vores menneskelige natur lidt ud. Det meste Yoga går ud på at handle i modsat retning af hvad vores menneskelige natur ville have fået os til at gøre - at forholde sig rolig og tilfreds selv når bølgerne går højt og vi møder modstand fra yderverdenen, at sidde stille snarere end at karte rundt, forblive vågen selv med lukkede øjne, i meditation at tillade vejrtrækningen at gå i nul, at træne sindet op i tavshedens kunst, snarere end at være rastløs.

Himlens Kongerige

Lignelsen om sennepsfrøet udtrykte Hans vision af Himlens Kongerige.

”De hengivne sagde til Jesus: ’Fortæl hvordan der er oppe i Himlen.’ Han sagde til dem, ’Det er som et sennepsfrø. Det er det mindste af alle frø, men hvis det falder på jord, der allerede er gødet vil det producere an kæmpe plante og bliver opholdssted for alle himlens fugle.” (Thomas Evangeliet 20 med parallel i Markus 4,30-32, Lukas 13,18-19 og Mattæus 13,31-32.)

Lignelsen over sennepsfrøet (legendarisk grundet sin miniature størrelse) anses af forskere som et godt eksempel på hvordan Jesus opfattede Guds Rige: beskeden, almindelig og overalt, snarere end kejserligt imponerende. Forskerne gør opmærksomme på at ’det mægtige ceder træ fra Libanon (Ezekiel 17,22-23) og Daniels apokalyptiske træ (Daniel 4,12 20-22) var de metaforer der almindeligvis brugtes som udtryk for Guds Rige. Jesus’ valg af sennepstræet som beskrivelse gør på komisk vis nar af borgerskabet og den etablerede tradition. Det er desuden en anti-social lignelse i og med at den går ind for modtræk til den etablerede orden og latterliggør den etablerede tradition.

Lignelsen om surdejen i dejgklumpen siger os også noget om Himlens Kongerige og hvordan det at omvende vor menneskelige natur tillader os at opfatte det.

”Himmelens Kongerige er som den surdej kvinden tog og gemte i halvtreds pund mel indtil det alt sammen var blevet til surdejg”, (Mattæus 13,33, parallel i Lukas 13, 20-21 og Thomas 96).

Denne ultrakorte lignelse transmitterer - ifølge ’Fellows of the Jesus Seminar’ (org. af forskere) Jesus’ stemme så klart som nogen moderne optagelse ville være i stand til. Han gør brug af tre billeder, som må have været meget overraskende for Hans tilhørere. Det at ’gemme’ surdej i mel er en ualmindelig måde at udtrykke idèen om at mikse gær/surdej med mel. Det antyder at Gud fuldt bevidst med vilje har gemt sit kongerige for os. Overraskelsen bliver kun større endnu når Jesus anfører at der var ’halvtreds pund’ (25 kilo) mel. I Genesis 18 viser tre mænd, Guds udsendinge, sig for Abraham og lover ham og hans kone at hun snart vil blive gravid, på trods af at hun efterhånden er godt oppe i årene. I dagens anledning instrueres Sarah om at gå ud i køkkenet og bage kager af halvtreds pund mel og servere dem for de himmelske gæster. Halvtreds pund mel ansås åbenbart som et passende kvantum når man ville holde fest (epifani - græsk: mirakuløst fænomen), en synlig om end indirekte manifestation af Gud. Det tredje billede er brugen af surdej som af Judæerne betragtedes som et andet ord for korruption. Under Påskefesten ville man bage brødet uden surdej i. På overraskende omvendt manèr bruger Jesus her billedet med surdejen ikke som udtryk for korruption, men derimod som billede på Guds Rige. At Gud med fuldt overlæg skjuler sit Kongerige for os er ifølge Saiva Siddhanta (se nedenunder) én af ’Herrrens fem funktioner’, nemlig fordunkling. Det tilskynder os til at søge Ham og at overvinde al verdens blændværk.

Ved Hans Nåde fødtes jeg
Ved Hans Nåde voksede jeg op
Ved Hans Nåde hvilede jeg i døden
Ved Hans Nåde formørkedes jeg
Ved Hans Nåde smagte jeg ambrosisk salighed
Ved Hans Nåde ankom Nandi (Hans transportmiddel)
Thirumandiram, vers 1800

Thomas 113 fortæller os at Himlens Kongerige allerede er her, men vi ser det ikke.

”Hans disciple sagde til Ham, ’Hvornår vil Himlens Kongerige komme?’ Han svarede, ’Det nytter ikke at søge efter det. Se, lige her! Se, der!’ Se Himlens Kongerige er spredt over hele Jorden og menneskene ser det ikke.”

”De som forsømmer at se den Skat, der stråler over dem alle;
som i stedet søger de skatte, der hastigt går til grunde,
hvis de med smeltende hjerte søger indeni
vil de finde den skat som aldrig dør.”
Thirumandiram, vers 762

Indpas i Himmeriget

I vor tid lever vi i hidtil uhørt velfærd. Vore kirkeledere opfordrer os til at være velstående. Teleevangelisterne beder os være rundhåndede med vores bidrag til kirken, så at Gud vil belønne os her og nu i form af materielle ting. Er det overensstemmende med Jesu’ lære?

”For det er nemmere for en dromedar at presse sig igennem øjet på en nål, end det er for en rig mand at komme i Himmeriget,” (Markus 10,25, med parallel i Mattæus 19,24 og Lukas 18,24).

Betyder det at hvis vi bliver rige og velhavende i denne verden, så vil vi ikke kunne komme ind i Himlen i den næste verden? Ordsproget er et malende og humoristisk udtryk for Jesus tendens til at gøre brug af overdrivelse og stærke billeder (overdrivelse fremmer forståelsen). Det bør ikke tages bogstaveligt; hvorfor hele diskussionen omkring økonomisk rigdom i relation til Guds Rige skal forstås med varsomhed; er det Jesus bogstavelige mening at vi alle sammen skal gå hen og være fattige som en livsstil? Fattigdom og cølibat er aspekter af et asketisk liv som var moderne i den tidlige kristendoms historie.

Aforismen er samtidig del af en samling af viise ord eller lignelser bedre kendt som ’saligprisningerne’, som beskriver hvor svært det er for dem der har penge at komme ind i Gudsriget. Jo flere materielle ting man har, des større er risikoen for at man er følelsesmæssigt knyttet til eller afhængig af dem og at man derfor vil gå glip af ’Himlens Kongerige.’

”Velsignede er de fattige, for deres er Himmeriget,
Velsignede er de sultende, for de vil komme til gilde,
Velsignede er de som græder, for de vil blive trøstede.”
(Lukas 6,21 med paralleller i Thomas 54, 69.2, 58 og Mattæus 5,3 5,6).

”Velsignet er du når folk hader dig, når de hænger dig ud og fordømmer dit navn som ondt for Menneskesønnens skyld.” (Lukas 6,22-23, med paralleler i Mattæus 5,10-12 og Thomas 68,1-2, 69,1).

I Saligprisningerne velsigner Jesus de fattige og fortæller dem at Guds Rige tilhører dem, hvilket givet betyder at han mente at man, når man lever en enkel livsstil, er tættere på Herrens Levende Nærvær. Det reflekterer det synpunkt at overdreven tilknytning til materielle ting forhindrer én i at erkende den spirituelle dimension. Det er altså ikke de materielle goder i sig selv, som er problematiske, men begæret efter og afhængigheden af dem, som får os til at glemme at se og opfatte Virkeligheden, Gudsriget omkring os. Det er sindets illusionsskabende tendens når det fantaserer, bekymres og er optaget af alle mulige ting, opslugt af dem, snarere end at leve frit, identificeret med selv-strålende bevidsthed, ’i Lyset’. Han opfordrer også sine tilhørere til at gå hinsides dualitetens verden med dens fattig-rig, sulten-mæt, græden-trøstet, at have- ikke at have; med andre ord den sindets sygdom som er ens almindelige identifikation med at være krop, sind og følelser. Man må først gøre sig fri af alle sine begær for at kunne transcendere egoets ’jeg er kroppen’ perspektiv med alle dets tilknytninger til fysiske glæder og fornøjelser.

At sige at de fattige er velsignede, eller i nutidigt sprog at lykønske de fattige, som står uden kvalifikationer af nogen art, er mildt sagt overraskende og ligefrem paradoksalt eftersom lykønskninger normalt er noget man giver i forbindelse med de der nyder en vis fremgang, lykke eller magt. Lykønskningerne til de der græder, sørger eller er sultne udtrykkes i et levende og overdrevet sprog, hvilket kundgør en dramatisk transformation.

De modsatte par som anvendes i Saligprisningerne minder også én om Yoga praksis som netop er ’at gøre modsat’. At være stille snarere end at bevæge sig, at forholde sig tavs fremfor at snakke løs, at faste hellere end at spise, udvikle ren bevidsthed i en sindets tavshed istedetfor at tillade sindet at sludre derudaf. Ved at gøre sådan er det muligt at transcendere den almindelige menneskelige bevidsthed, egoperspektiv og opnå adgang til sjælens perspektiv, som er fred og ubetinget glæde, kort sagt salighed.

Saligprisningerne (latin: ’perfekt lykke’) er paradoksale ytringer hvorfor man må reflektere dybt over deres mening. Hvis man tager udgangspunkt i Jesus ofte gentagne forsikringer om at Guds Rige allerede er tilstede her og nu, er saligprisningerne således ikke et løfte om en fremtidig belønning i et eller andet himmelsk ’liv-efter-døden’ som det almindeligvis hævdes af de som mener Jesus kundgjorde verdens ende. Er de ikke snarere en udfordring til hans tilhørere om at transformere og bruge deres egen tilstand som værktøj i en renselsesproces? Det er en direkte opfordring til at slippe følelsen ’Jeg lider’, ’Jeg er fattig’, ’Jeg er sulten’, og til at realisere at ’Jeg er ikke kroppen’, ’Jeg er ikke følelserne’, ’Jeg er ikke mine lidelser’ og ’Jeg er ikke sindet.’ ’Jeg er’ er tættere på Sandheden. Det er en udfordring at være Vidne til dit liv, at være Seeren, ikke det sete.

I Yoga-Sutraerne fortæller Patanjali os at ”Via asketisk nøjsomhed renses kroppen for urenheder, sanserne ødelægges og perfektion opnås ,” Yoga-Sutra ll,43 (Kriya Yoga Sutras of Patanjali and the Siddhas, side 109). Klassisk Yoga som den tolkes af Patanjali siger os at vi drømmer med åbne øjne, fordi vi ikke identificerer os med det vi er, som er ren bevidsthed, men i stedet med det vi ikke er, vore drømme, sindets bevægelser. Denne Selvets eller Seerens åbenlyst misforståede identifikation med naturens manifestationer (det Sete) er den fundamentale årsag til al menneskelig lidelse og den menneskelige bevidstheds basis problem. Selvet er det rene absolutte subjekt og opleves som ’Jeg er’. Men i den almindelige menneskelige bevidsthed er Selvet gjort til objekt: ’mig selv’, en personlighed, en egobefængt samling tanker, følelser og sansninger som påtager sig rollen som subjekt. Vores vane med at identificere os med vore tanker, emotioner, sansninger, kort sagt, egoisme er den nærmest universelt udbredte sygdom i den menneskelige bevidsthed. Det er kun ved at holde op med at identificere sig med disse, via en proces hvor vi ’går i frigear’ , ’træder et skridt tilbage’, slipper og renser ud, at man kan erkende ens sande identitet: Selvet. Selvet og Herren har ifølge Patanjali og Siddhaerne eet tilfælles, bevidsthed, og det er ved erkendelsen af vort sande Selv at vi samtidig erkender Gud og kommer ind i Hans Rige.

En personlig oplevelse af at komme i Himmeriget

I 1971 blev jeg indviet i en serie kraftige yogiske teknikker. Jeg levede et nøjsomt liv i Indien og praktiserede det jeg havde lært i et år. Alene, kun med de daglige besøg af en tjener, som tilberedte min mad og gjorde rent, uden nogen form for distraktioner (og uden rindende vand inde i huset og kun yderst sparsom elektricitet) intensiveredes min længsel efter Gud dag for dag. Min indre kalden faldt ikke for døve øren: en serie kraftige oplevelser under meditation, som opfyldte mig med stor fred og glæde. Det er nærmest umuligt at beskrive, fordi de ikke havde nogen speciel ’form’ - ikke var visioner - men en udvidelse af selve min bevidsthed. Jeg husker hvor tydeligt Herrens Nærvær føltes og at selv midt i dagliglivets gøremål, mens jeg stående ved brønden hældte vand over min krop, i den enkle, krydrede vegetariske karryret med ris kogt over bålet, mens jeg bumlede afsted i landsbybussen til den nærmeste by for at købe ugens rationer ind, mens jeg bukkede for guddommene i de lokale templer vi passerede på vejen, og reflekteret i øjnene på de lokale børn, der kom til ashrammen for at lave yoga og ja, selv i de karameller som de blev tildelt efter yogaklassen, følte jeg, til tider, at jeg var kommet ind i en tidløs verden, så stor var freden. Begivenhederne var helt almindelige, men oplevedes fra et perspektiv af evig-ny glæde. Gud var overalt i dette enkle liv og den deraffølgende salighed ligeså.

Om Renselse

”Lyt til mig alle sammen og prøv at forstå. Det er ikke det der kommer ind i en person udefra som besudler, snarere er det det der kommer ud af en person indefra, der har evnen til at forurene”. (Markus 7.14-15 med par. i Mattæus 15.10-11 og Thomas 14.5).

Som middel til at komme ind i Guds Rige gennem renselse insisterer Jesus her på ægte renhed: den indre renhed til forskel fra alle de eksterne regler som Farisæerne lagde vægt på. Indre renhed, i hjertet, begynder med at vi ser og adskiller de tanker der er urene: fordømmelse, grådighed, liderlighed, vrede, had, begær. De skaber alle sammen lidelse, ikke blot for andre, men også for den person, der huser dem. Ord og handlinger kommer efter tanker, så man bør udvikle opmærksomhed omkring negative, mentale tendenser og løsrive sig fra dem, så snart de begynder at manifestere sig i én. I Yoga-Sutra l.30 opregner Patanjali ni forhindringer for den indre bevidsthed: ”sygdom, træghed, tvivl, efterladenhed, dovenskab, overdreven sansenydelse eller afhængighed, urigtige antagelser, manglende evne til at nå sine mål (mgl. udholdenhed, utålmodighed) og fiasko m.h.t. at opretholde sin indre ro og ligevægt igennem livets op - og nedture.” (Kriya Yoga Sutras of Patanjali and the Siddhas, side 39-40). Patanjali har også en meget klar holdning til sådanne negative tanker og tendenser: ”Når du er indhyllet i og bundet af negative tanker bør du kultivere deres modsætning.” (Yoga-Sutra ll.33) Men Patanjalis vigtigste yogiske metode var kultivationen af løsrivelse - og af-identifikation fra de mentale bevægelser. Klassisk Yogas udrensende proces kan opsummeres i to spirituelle discipliner: ”Yoga er at huske ’Hvem er Jeg’ og at slippe alt det jeg ikke er.” Som fuglens to vinger løfter de en til himmels.

Vedrørende Bekymring og det at Være Tilstede

”Derfor siger jeg jer: vær ikke urolig for dit liv - hvad du mon vil få at spise og drikke - eller din krop - hvad du skal tage på af tøj. Livet er mere end bare mad og klæder, er det ikke rigtigt? Se en gang på himlens fugle: de hverken sår eller høster eller samler til lade. Dog sørger jeres himmelske Fader for dem. I er mere værd end dem, er I ikke? Er der nogen iblandt jer der kan lægge en time til livet ved at bekymre sig over det? Hvorfor bekymre sig om klæder? Læg engang mærke til hvordan de vilde liljer gror: de arbejder ikke som lønslaver og de spinder intet guld. Og dog skal jeg sige jer en ting, selv da Solomon var på toppen af sin karriere tog han sig ikke halvt så strålende godt ud som de. Hvis Gud klæder selv markens græs, som er her i dag og er væk i morgen, vil Gud så ikke med sikkerhed tage sig endnu mere omhyggeligt af jer, I som ikke tager noget for givet? Så bekymr jer ikke. Sig ikke, ’Hvad skal jeg spise?’ eller ’Hvad er der til mig at drikke?’ eller ’Hvad skal jeg dog tage på?’ (Mattæus 6.25-31 med paralleler i Lukas 12.22-31 og Thomas 36).

Det er en af de vigtigste ting Jesus har sagt. Det hænger også sammen med hans ord: ”Velsignede er de sultne” (Lukas 6.21), bønnen om at ’giv os i dag det daglige brød’ (Mattæus 6.11) og at ’de, som beder skal modtage’ (Lukas 11.10). Ved sin brug af eksempler fra dagliglivet udfordrede han det almindelige syn på livet. De er overdrivelser: mennesker spiser jo ikke som fugle eller klædes på som markens græs.

Ved at opfordre sine tilhørere til at leve i nuet mindede Jesus dem om at det kun er her&nu de kan finde Guds Kongedømme. Ved at lade al bekymring fare og i stedet sætte pris på nuets øjeblik, kan man udvikle mystikerens vision og se det evige øjeblik, det uendelige nu, den højeste godhed. Det stemmer rigtig godt overens med Patanjalis berømte ord: ”Yoga er ophøret af identifikation med sindets bevægelser som de rejser sig i bevidstheden. Seeren hviler i sin egen sande form” (Kriya Yoga Sutras of Patanjali, side 2-4). I det almindelige menneskesind optager bekymring og ængstelse så meget plads at man ikke er i stand til at se det evigttilstedeværende Væsen. Alle de spirituelle traditioner, inklusive Yogaen og den som Jesus tilhørte, lærte folk værdien af at kultivere indre stilhed og sindsligevægt. Ved at gøre det befrier vi os selv af egoets falske identifikationer.

Om Stræben

”Bed og det skal gives dig; søg og du skal finde; bank på og se, døren vil åbnes for dig. Vær sikker på én ting, alle der spørger, modtager; alle, som søger, finder; og for den, der banker på åbnes døren. Hvem iblandt jer ville give jeres søn en sten, når han beder om brød? Eller hvem ville give ham en slange, når han beder om fisk til middag? Ingen af jer selvfølgelig! Så, hvis I, så uduelige I end måtte være, dog ved at give jeres børn gode gaver, er det så ikke klart at jeres Far i Himlen vil give gode ting til de, som spørger Ham?” (Mattæus 7.7 -11)

Her refererer Jesus ikke til de almindelige bønner som generelt er ansøgninger om ting, som egoet indbilder sig det behøver for at være lykkelig. Snarere refererer han til det den Yogiske litteratur omtaler som ’aspiration’, stræben eller længsel. Sri Aurobindo definerer aspiration som ”en spirituel entusiasme, sjælens brændende intense søgen.” (The Practice of Integral Yoga, side 42) Aspiration er sjælens kalden på Herren Selv. Begær er egoets råb på noget, det forestiller sig at have brug for for at være lykkelig. Aspiration er det modsatte af begær. Man er intenst opmærksom på den egobundne eksistens’ begrænsninger og man søger at befri sig af det fængsel. Man dirigerer sine energier væk fra egocenteret. Det manifesterer sig i første omgang som en tørst efter spirituel lærdom, og senere som en stille, vedholdende søgen efter Guddommeligheden Selv. Det er vor sjæls spirituelle entusiasme efter opnåelse af perfektion, ubetinget kærlighed, sandhed og skønhed. Nåde er Herrens svar på sjælens kald. Det reflekterer den udbredte tro på at bønner besvares af en vis godhedens kilde, uanset om vi måtte have gjort os ’fortjent’ til det eller ej. I modsætning til karma er nåde uafhængig af hvorvidt vi har fortjent belønning eller straf. Nåde er en gave som giver det, som er opløftende og tilfredsstillende for vores sjæl, som svar på dens kalden - i form af åndeligt spirituelle oplevelser, indsigter og erkendelser om Sandheden og Tilstedeværelsen.

Indenfor Yogapraksis tager aspiration til eksempel form af intensiv askese eller selvdisciplin, benævnt tapas, med det formål at overgive sit ego med alle dets begær og dets frygt til Herren. Og når det gøres - på et helligt sted - og over en længerevarende periode vil den intense spirituelle energi som derved udvikles i ens inder som yderverden, åbne døren for mange spirituelle oplevelser og megen nåde. Tapas betyder ordret ’at varme op’ eller ’udretning ved hjælp af ild’ og kan bruges som en frivilling selvudfordring til at overvinde hvad som helst i ens egen natur, eller som en bodsøvelse for at gøre fortidige synder gode igen, men indenfor Yoga bruges tapas primært til opdyrkning af aspirationens ild: for at slippe egoets perspektiv og erkende Gud.

Yogier ville sige at de fyrre dage Jesus tilbragte i ørkenen var Yogisk udøvelse af tapas. Hans mægtige aspiration efter at overgive og slippe alle begær, alle fristelser, kun at ville Gud. Faderen, var alle karekteristiske for det avancerede Yogier gør for at rense sig selv og for at kunne gå ind i tilstanden af kommunion med Gud.

Fra slutningen af 1972 til starten af 1973 udførte jeg 48 dages tapas i Brahmanoor Kali templet i Tamil Nadu, Indien. Hver aften ved midnat gik jeg dertil, udførte en lille ceremoni og sad derefter i dyb meditation igennem mange timer. Det meget enkle lille tempel lå i et øde, ørkenagtigt område. På trods af at det savnede enhver udsmykning udstrålede det en intens spirituel energi. Ved nattetid forlod mange kobraer deres huller og cirkulerede omkring det (circumambulation eller at gå rundt om et tempel er en udbredt spirituel praksis i Østen). I det dybe mørke overgav og slap jeg min frygt og sad blot der i den intense spirituelle atmosfære og mediterede. Meditationerne blev ekstraordinært dybe og jeg gik ofte ind i den åndingsløse tilstand af samadhi ved hjælp af de avancerede teknikker jeg var blevet indviet i i 1971. Virkningen af disse natlige seancer fortsatte i løbet af dagen. Jeg forblev i en tilstand af transcendens, som det tavse, uforanderlige Vidne-Selv, og oplevede at alting er i mig og jeg er i alting. Det var ren Nåde. Gud var overalt.

At Vise andre Vejen

”Siden hvornår har man bragt en lampe ind i værelset blot for at geme den væk i skabet eller under sengen? Når alt kommer til alt er det bedst hvis alt kommer frem i lyset, fremfor at ligge gemt væk ’under gulvtæppet’.” (Mark 4.21-22 med par. I Lukas 8.15 , Matt. 5.15 og Tomas 33.2-3) Den enkleste måde at udtrykke det på er i Thomas 5.2 som blot erklærer: ”Intet er gemt, som ikke vil blive afsløret.” I alle disse tilfælde er ’lys’ metafor for den højere bevidsthed eller indsigt. I forbindelse med fortolkning af alle disse ordsprog kan ovenstående kun betyde at også deres hemmeligheder skal afsløres. Men hvis det er tilfældet, hvorfor så tale så gådefuldt og ’gemme’ den sande mening af vejen i ordsprog og lignelser i første instans?

Nævnte aforisme om at alting som er skjult bør komme frem i lyset og forklaringen på hvorfor alting udtrykkes i lignelser virker modsætningsfyldt. Forvirringen stammer utvivlsomt tilbage fra tidlige fortolkeres forsøg på at forlige to modsatrettede temaer indenfor Jesus traditionen: (1) Jesus belærte via ordsprog der var svære at forstå og (2) Jesus insisterede på at hans læres sigte var at blive forståede og at kaste lys. Både Lukas og Mark har forsøgt at forklare dette paradoks ved hjælp af lignelserne selv.

Det ligner på mange måder det bevidst dunkle, ’twilight’, sprog som brugtes af Siddhaerne i deres poesi. Det er et sprog der er egnet til at gemme visse sandheder for alle, der ikke er indviede. Det indeholder adskillige meningslag, både på et almindeligt oplevelsesplan og på et transcenderet plan. Det er både tankevækkende og paradoksalt. Sproget selv er mystisk af natur - det højeste udtrykkes som det laveste. Siddhaerne gjorde rask væk brug af typologi, ordspil, paradokser, repetition og metaforer for at udtrykke den virkelige rigdom, som lå skjult inde bag de åbenlyse termer og symboler. Udtrykkenes sande mening er således kun tilgængelig for den indviede. Det er sandsynligt at Siddhaernes vers i sig selv har fungeret som midler til indvielse. Det er et sprog specifikt egnet til at udtrykke esoteriske, mystiske doktriner.

At dele sit lys svarer til det Siddhaerne kaldte ’arrupadai’ (at vise andre vejen) . Det kommer til udtryk i Thirumoolars berømte aforisme: ”Gid hele verden må få del i den salighed jeg har nydt godt af.” Siddhaernes sociale engagement handlede ikke blot om at hjælpe andre til fysisk velbefindende, men også om at dele deres visdom og værktøj til borteliminering af kilderne til lidelse.

Beskeden om ikke at skjule vores lys er ikke så oplagt og ligetil som man måske kunne tro. Hvornår skal man vise det? Hvordan? Til hvem? Hvem er parate til at se det? I 1976 var jeg sammen med min Yogalærer, som var en Siddha på en pilgrimsrejse på tværs af det amerikanske kontinent og det var under den rejse jeg fik en uforglemmelig oplevelse og erindringsværdigt eksempel på dette problem. Vi gjorde holdt en aften for at campere nærved Pike’s Peak. Min lærer fortalte os at han ville gå ind i skoven for at udføre sin sadhana (meditation) alene og at ingen måtte følge efter ham. Denne sidste formaning gjorde mig straks nysgerrig og efter en del indre debat blev jeg til sidst enig med mig selv om lige så stille at følge efter ham, uden at forstyrre ham på nogen måde. Dybt inde i skoven satte han sig op mod et træ og gik ind i en meditativ tilstand. Jeg gemte mig bag et andet træ en 16-17 meter væk. Hans øjne var åbne; men de var drejet helt opefter så at man kun kunne se det hvide i øjenæblerne, hvilket indikerer et meget dybt stadie. Da, til min overraskelse, begyndte hans krop at gløde. Lyset blev så mægtigt at jeg ikke længere var i stand til at se hans menneskelige form. Der var kun en kugle af lys der hvor jeg før havde set hans fysiske form. Jeg gned mine øjne og kneb mig selv for at overbevise mig om at jeg vitterligt var vågen og ikke drømte. Lyskuglen varede i over tredive minutter. Synet opfyldte mig med glæde. Gradvist blev lyset svagere og jeg kunne igen se hans velkendte fysiske form. Hans øjne lukkedes, åbnedes atter, han rejste sig og begyndte at vandre tilbage i retning mod vores lejr. Så spottede han mig ud ad øjenkrogen, som jeg lå sammenkrøbet bag mit træ. Han skændte venligt på mig og sagde: ”Jeg sagde at ingen måtte følge mig.”

Senere spurgte jeg ham hvad det var han lavede, når han på den måde stoppede på forskellige steder og gik ind i sådanne tilstande. Han svarede at han ’plantede frø,’ at den spirituelle energi, som han efterlod på hvert af de steder med tiden ville modnes og stimulere den åndeligt spirituelle udvikling for det amerikanske folk. Han bemærkede at de Amerikanske Indianere havde efterladt mange af sådan nogen frø på specielle steder, og at de også ville bære frugt en skønne dag.

Guds Ubetingede Kærlighed

Lignelsen om den fortabte søn (Lukas 15.11-32) er den længste lignelse Jesus kom med og dens budskab om Guds ubetingede kærlighed for alle sjæle er, sammen med informationen om at Guds Rige er nærværende, den vigtigste.

”Der var engang denne her mand, som havde to sønner. Den yngre af dem sagde til sin far: ’Far, giv mig den del af arven, som jeg er berettiget til.’ Så han delte sine ressourcer over.

Få dage senere pakkede den yngre søn sit habengut sammen og forlod hjemmet for det store udland. Der levede han nu en tid i sus og dus og netop som han havde brugt alle pengene indtog en bølge af hungersnød landet og han måtte gå sultende rundt. Så han bed i det sure æble og begyndte et liv som daglejer for en rig mand, der sendte ham ud til sit landsted for at fodre svinene. Han længtes så bitterligt efter selv at sætte det foder til livs, som grisene normalt fik at æde; men ingen tilbød ham noget at spise. Da kom han endelig til en smule fornuft og sagde til sig selv: ’Masser af min fars tjenere og daglejere får mere end nok at spise, og her er jeg døden nær af sult! Jeg skal gå hjem til min far og sige til ham: ’Far, jeg har syndet imod himlen og fornærmet dig; jeg fortjener end ikke at blive kaldt din søn, så bare behandl mig som om jeg var en tjener! Og med de ord rejste han sig sporenstregs og vendte snuden hjemad.

Men faderen sagde til sine slaver, ’Hurtigt! Find den lækreste kjortel frem og giv ham den på; sæt en ring på hans finger og sandaler på hans fødder. Hent fedekalven og slagt den; lad os holde fest og fejre at min søn som var død, er kommet tilbage til livet; han var fortabt, men nu er han fundet.’ Og de holdt fest.

I mellemtiden var den ældste søn ude på marken; og efterhånden som han kom tættere på den fædrene gård kunne han jo høre musik og dans. Han råbte én af tjenerdrengene an og spurgte hvad der foregik. Han sagde til ham: ’Din bror er kommet hjem og jeres far har slagtet den fedeste af kalvene i sin lettelse over at have ham hjemme igen i fuld behold.’

Men han var sur og nægtede at gå indenfor. Så hans far kom ud og begyndte at overtale ham. Men han svarede sin far: ’Hør nu engang, i alle de her år har jeg arbejdet trofast for dig uden nogensinde at være ulydig mod dig; og dog har du aldrig så meget som givet mig et lille kid så jeg kunne feste med mine venner. Men når den drønnert af en søn kommer hjem, han der ikke har bestilt andet end at bortøde din rigdom på horer og cigarer - for hans skyld slagter du fedekalven.’

Men (faderen) sagde til ham: ’Mit barn, du er altid ved min side. Alt der er mit er også dit. Men vi måtte jo bare holde fest og glæde os over din bror, som var død og nu er kommet tilbage til livet; som var fortabt, men nu er funden.’ (The Five Gospels: What did Jesus Really Say?, siderne 356-357)

I denne lignelse henvender Jesus sig primært til de retfærdige, repræsenteret ved den ældre søn. Han fortæller os at de ikke har nødig at føle uvilje mod de, som virkeligt har fortrudt og er vendt tilbage, men beder dem tværtom byde dem velkommen med åbne hjerter , glæde, kærlighed og tilgivelse som faderen gjorde. I en lignelse ligesom i et digt eller en drøm er fortælleren samtlige billeder og karakterer. Den kristne lære vil identificere Jesus med faren i denne lignelse. Og det er da også sandt at han er faderen, hvis taktfulde, kærlige behandling af den ældre søn aftvinger nok så megen respekt som hans ubetingede accept af den yngre søn. Og samtidig er han også den ældre søn, hvis forurettelse udtrykkes barsk, men retfærdigt, og hvem lignelsen behandler tolerant og respektfuldt. Vi kan også genkende Jesus, historiens fortæller, i rollen som den yngre søn i ligeså høj grad som han er faren. Når sønnen vender tilbage til faderen smelter al hans skam og sorg væk i lyset af farens glæde, ja på en måde bliver sønnen eet med faren. Der er ingen forskel mellem kærligheden og glæden ved at blive tilgivet og kærligheden og glæden ved at tilgive. Søn og fader er èt.

Selvsamme besked om Guds ubetingede Kærlighed til os udgør Siddhaernes centrale lære. Siddhaerne belærte om at Gud elsker os gennem samtlige vort livs stadier, under al vor lidelse, op - og nedture og i alle Hans Guddommelige funktioner; det er nøddeskallen i Saiva Siddhanta, Siddhaernes filosofi. Hvorfor? Herren, som på tamilsk også kaldes ’pati’, ’pasu’ eller den individuelle sjæl og ’pasaerne’, egoismens bånd, karma og maya - verdens illusoriske tilsynekomst, er de tre evige virkeligheder. Ifølge den tidligste udlægger af Siddhaernes filosofi Thirumoolar, den største blandt helgener og en samtidig med Jesus, besidder Herren fem funktioner: skabelse, opretholdelse, destruktion, fordunkling og nåde. Det er opgaver som eksklusivt er hans og hans alene og som derved adskiller Ham fra alle andre Gudsrealiserede sjæle. Via disse (fem funktioner) vinder sjælene den fornødne erfaring til at kunne vende tilbage til ’Godhead’ - Guddommen eller Gudsriget. Hvad er Herrens formål med at udføre disse forskellige aktiviteter? Somme ville mene at det bare er en game, en leg. Leg her ikke i betydningen ’for sjov’. Det betyder at være afslappet og veltilpas; at Gud udfører alle disse handlinger let og ubesværet og uden selv at forandres derved. Formålet med Herrens aktiviteter er ikke for Hans egen fornøjelses skyld, men et udtryk for Hans kærlighed til sjælene. Det er Hans nåde som aktualiserer Hans handlinger. Formålet er at hjælpe sjælene til at gøre sig fri af de hindringer, som er dem i vejen for at komme tilbage til Himmeriget. ”Skabelsesakten udføres af Gud for at hjælpe sjælene, ved at give dem en krop o.s.v., til at arbejde sig fri af deres karma; opretholdelse er for at give dem chancen til at opleve frugten af deres handlinger; destruktion er for at give sjælene hvile; fordunkling for at sløre sjælenes natur som er ’cit’ (bevidsthed) og forårsage en vis indifference m.h.t. frugten af handlingerne: gode og dårlige, ved først at få dem til at handle; nåde er befrielses-bevillingen. Alle disse aktiviteter er således tegn på Hans Nåde. (The Yoga Of Siddha Thirumoolar, siderne 62-63)

Jesus lignelse om den fortabte søn er et godt eksempel på processen: én af sønnerne farer vild i denne verdens illusoriske blændværk. Først da han kommer i tanke om hvis søn han er, befries han af illusionens lænker. Sønnen oplever total befrielse af al sin lidelse i lyset af faderens ubetingede kærlighed.

Syndstilgivelse og Vore Handlingers Karmiske Konsekvenser

Syndstilgivelse er som tema tæt forbundet med Jesu lære om ubetinget kærlighed. Lignelsen om den snedige manager (Lukas 16.1-8) er et glimrende eksempel:

”Der var engang en rig mand hvis manager stod anklaget for at have bortødslet sin mesters ejendom. Han kaldte ham ind på kontoret og sagde: ’Hvad er det jeg hører om dig? Lad os gå dit management efter i sømmene, for dit job her er færdigt.’

Så sagde manageren til sig selv, ’Hmm, hvad pokker skal jeg nu stille op? Min mester fyrer mig. Jeg er ikke stærk nok til at grave grøfter og for stolt til at gå tiggervejen. Ah! Nu har jeg det. Jeg ved hvad der skal til for at dørene vil åbne sig for mig igen.’

Han tilkaldte nu hver af sin mesters debitorer. Han sagde til den første, ’Hvor meget skylder du min mester?’

Debitoren svarede, ’Femhundrede tønder olivenolie.’

Og han sagde til ham, ’Her er din regning; sæt dig ned lige her på stedet og ændr det til tohundredehalvtres.’

Så sagde han til den anden skyldner, ’Og hvor meget skylder du så?’

Han svarede, ’Tusind skæpper hvede.’

Han sagde til ham, ’Her er din regning; ændr beløbet til ottehundrede.’

Mesteren roste den uærlige manager for hans snedighed.

Denne lignelse voldte de tidlige kristne fortolkere en del hovedbrud. De adskillige erkæringer som Lukas er kommet med om den er et forsøg på at bløde den op. (Lukas 16.8b-13) Den uærlige manager blev tilgivet af sin mester fordi han - delvis - eftergav andre deres skyld. På samme måde tilgiver Gud os, når vi tilgiver andre. Det er således fuldt i overensstemmelse med lignelsen om den fortabte søn.

Det Gamle Testamentes profeter og deres tilhængere, Farisæerne, så vores forhold til Gud som et ’lov og orden’ forhold. Gud laver love. Hvis du overtræder disse love vil Gud dømme og straffe dig. Jesus kom med nye toner: Gud elsker dig. Og dine overtrædelser af hans love vil blive dig tilgivet, for så vidt du fortryder og gør bod. Istedetfor at frygte Ham, så lær at elske Ham. Han er lige ved hånden.

I denne lignelse ser vi at alle blev holdt ansvarlige og fik lov at betale størstedelen af deres gæld. Det reflekterer den metafysiske lære om karma, nemlig at alle handlinger, ord og tanker indebærer deres respektive konsekvenser, men at der findes en højere metafysisk lov, nådens lov, som kan formilde karmaens konsekvenser, når vi søger Herren Selv. Dårlig karma, det som fører lidelse med sig, kan formildes eller udraderes v.hj.a. god karma, det der tilgiver andre deres skyld overfor os og det at bringe andre glæde. Men ulig karma skænkes Nåden for os, når vi søger Gud. Det udtrykkes i Jesus lære ved hans ord om at Gudsriget er ’lige ved hånden’, og at hvis vi søger Ham, vil vi finde Ham og Hans velsignelse. Lignelsen siger os at vi alle kan fejle, men idet vi indser at der altid er konsekvenser og at Gud elsker os på trods af vore fejl, kan vi droppe vores angst for Ham og lære at elske Ham ubetinget, således som Han elsker os ubetinget.

Siddhaen Thirumoolars berømte ord skærer det ud i pap at Gud (Siva) er kærlighed og at vi, når vi i sandhed erkender hvad kærlighed er, samtidig erkender hvad Gud er - Gudsrealisering.

De uvidende sladrer og påstår at Kærlighed og Siva er to.
Men de ved ikke at Kærlighed og kun Kærlighed er Siva.
Når menneskene forstår at Kærlighed og Siva er eet og samme,
Vil de for evigt hvile i Kærlighed som Siva.
(Thirumandiram, vers 270)

Mine spørgsmål som ung kristen er blevet besvarede via de oplevelser jeg har haft gennem at praktisere Yoga og ved at sammenligne Jesu lære med det Yoga Siddhaerne læret fra sig. Ved at reflektere over Jesus ord og lignelser vil enhver kunne opnå et glimt af det Guddommelige og ved at tage dem til sit hjerte oplyses ens hele livsvej. Ved at gøre dem til en del af vores spirituelle disciplin bliver vi disciple af Jesus.

Om forfatteren: Marshall Govindan er forfatter til ”The Wisdom of Jesus and the Yoga Siddhas: A Historical Perspective," ISBN978-1-895383-43-0, udgivet af Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer. Email:info@babajiskriyayoga.net

Kilder:

Funk, Robert og Hoover, Roy W., The Five Gospels: The Search for Authentic Words of Jesus, Harper Collins, 1993.

Ganapathy, T.N., The Yoga of Siddha Boganathar volume 1, Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer, 2003

Ganapathy, T.N., The Yoga of Siddha Tirumular: Essays on the Tirumandiram, Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer, 2006

Govindan, Marshall, Babaji and the 18 Siddha Kriya Yoga Tradition, Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer, 1991

Govindan, Marshall, Kriya Yoga Sutras of Patanjali and the Siddhas, Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer, 2000

Govindan, Marshall, Editor, Thirumandiram: A Classic of Yoga and Tantra, by Siddha Thirumoolar, Babaji’s Kriya Yoga og Publikationer, 1992

Copyright

Artikler

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside

©1995 - 2024 - Babajis Kriya Yoga og Publikationer - Alle Rettigheder Reserveret. ”Babaji’s Kriya Yoga” er et registreret service mærke)   ॐ Mahavatar Babaji ॐ