Yogi S.A.A Ramaiah: Apostel for den tamilske Kriya Yoga Siddhantham

ved M. Govindan Satchidananda

Den 9. Maj 1923 i S.A. Annamalai Chettiars fødehjem fødte den unge kvinde Thaivani Achi sin anden søn, der blev navngivet Ramaiah som betyder ”Ram der tilbeder Shiva”. To år tidligere havde S.A. Annamalai Chettiar fløjet sit eget private fly hele vejen fra England til Indien. Han havde sin egen private lufthavn i nærheden af sit hjem. Hans familie var den rigeste blandt samtlige SydIndiens velbeslåede - den havde samlet sin formue sammen gennem et par hundrede års bedrift indenfor bank - og handelsverdenen over hele SydøstAsien. Deres hjem ”Ananda Vilas” (salighedens vugge) var den andenstørste i byen Kanadukathan i et område kendt under navnet ’Chettinad’ beliggende en 60 kilometer nord for Madurai, datidens hovedstad i Tamil Nadu. Chettinad bestod primært af indbyggere fra Nattukothai Chettiar klanen på adskillige hundrede familier. Chettiarerne var de første og de største bankierer i hele Sydøstasien; deres imperium ombefattede syd Indien, Malaysien, Sri Lanka, Viet Nam, Burma og Indonesien. De havde også finansieret de fleste af SydIndiens største templer med deres kolossale gopuram tårne, opbygget gennem de sidste par århundreder. Indiens nuværende finansminister P. Chidambaram er Yogi Ramaiahs fætter og han har opbygget sin karriere på et solidt ry for ærlighed og troværdighed i finansielle affærer. S. Annamalai, den unge fars egen far var en stor filantropist og forretningsmand; hans bror, Raja Sri Annamalai Chettiar havde grundlagt sin formue på import af teaktræ fra Nord til Syd Indien - og hans paladslignende hjem var flere hundrede meter i længden og inkluderede en tretten bil stor garage. Han blev siden en ledende industrialist. Men hans bror, den unge far til Ramaiah, var mere interesseret i fly, hurtige biler, væddeløbsheste, spil og at spendere sin fars penge. Ramaiahs mor var en hengiven ung kvinde, også en Chettiar, med stærk interesse for spiritualitet og mysticisme. Hun var discipel af ”Chela Swami”, en gådefuld ’barnagtig helgen’ og sadhu eller hellig mand, som fra tid til anden lagde vejen forbi deres hjem. Uden en eneste trevl på kroppen vandrede han nøgen rundt og landsbydrengene behandlede ham indimellem som om han var skør og kastede sten efter ham. Men der var ingen der forstod, hvorfor han altid smilte; nogle gange gav landsbyungerne ham bananer eller masserede hans fødder fulde af agtelse og så smilte han; så gjorde nogen af dem sjov ad ham eller prøvede at drille ham og han smilede blot til svar. Ingen vidste hvor han boede eller hvor han ville gå hen når han igen forsvandt - ofte i op til flere måneder ad gangen; han kom og gik som vinden selv. Men Thaivani Achi var ham hengiven.

Den unge Ramaiah havde en stab hjemmelærere til sin rådighed og nød livet i den mest elitære kreds i kolonitidens Indien. Han spillede golf, gik klædt i engelsk tøj og kørte ofte med motoriseret køretøj de 300 kilometer nordpå til Madras (Chennai), hvor hans far ejede størstedelen af samtlige grunde og besiddelser i næsten en mil syd for San Thome Katedralen. Ramaiah var interesseret i videnskab og i tamilsk litteratur. Altimens faren spillede familieformuen op forberedte Ramaiah sig på en universitetsuddannelse. Hans far ønskede han ville gå forretningsvejen, som alle gode Chettiaer før ham, men Ramaiah stod på sit. Da han blev optaget på ’University of Madras’, Presidency College, den mest prestigiøse institution i syd Indien i 1940’erne appellerede han til sin far om lov til at tage geologi som hovedfag og tamilske videnskaber som bifag. Efter en længere ophedet diskussion og efter at Ramaiahs mor til sidst måtte lægge sig imellem og glatte ud på sønnens vegne gav S.A. Annamalai sig da endelig og gav sin tilladelse.

Ramaiah udmærkede sig i sine studier og graduerede i 1944 i øverste top i sin årgang. Han søgte derefter ind på en videregående kandidatuddannelse indenfor geologi på John Hopkins Universitetet i Baltimore, USA og blev optaget. Igen var det hans far meget imod som ønskede at se sønnen gå ind i familiens forretningsimperie. Det lykkedes efter megen snak frem og tilbage omsider Ramaiah at få talt faren til rette og han fik lov at tage til Amerika, men dog på den betingelse at han først skulle gifte sig. Han havde allerede været forlovet med Solachi igennem flere år, en ung kvinde hvis formuende familie boede lige ovre på den anden side af gaden fra Ananda Vilas - brylluppet stod og Ramaiah og hans unge brud begyndte deres forberedelser til en lang sørejse til Amerika. Imidlertid ville skæbnen noget andet og Ramaiah fik lige pludselig knogletuberkulose. De bedste engelske læger blev bragt ind for at tilse ham, men da knogletb var og stadig den dag i dag er en uhelbredelig sygdom var det bedste de formåede blot at stoppe sygdommens videre udbredelse fra benene som allerede var angrebne. Det gjorde de ved at spærre ham inde i en gipskropsafstøbning, som gik fra fødderne helt op til nakken. Ved at immobilisere hans krop på denne måde regnede man med at sygdommen ville stoppe sin udbredelse og gå i sig selv igen. Således forblev han - indelukket og hængende fra sengestolperne, udspændt i den fri luft i samfulde seks år. Hans familie lod ham alene med sin unge brud og nogle få tjenestefolk i deres strandvilla, nummer 2, Arulananda Mudali street (nu Arulandam Street), San Thome, Mylapore, Madras.

Mens de fleste nok ville være bukket under i ren desperation over så ubeskrivelig en situation havde Ramaiah en indre kilde til styrke som gjorde det muligt for ham at overleve denne vanskelige periode. Hans mor havde indpodet ham med en kærlighed til det spirituelle, så i stedet for at opfatte sin situation som en forbandelse, gik det op for ham at han kunne benytte sig af omstændighederne til at udforske sin sjæls indre områder. Da han var en ivrig læser studerede Ramaiah nu den indiske spirituelle litteraturs klassikere. Specielt Ramalinga Swamigals vers og Sri Aurobindos skrifter gjorde stort indtryk på ham. Hans familie havde tjent Ramana Maharishi igennem tre generationer og han satte pris på dennes metode af ’self-inquiry’ eller ’Vichara Atman’. Ude af stand til at bevæge sig eller tage del i nogen som helst almindelige aktiviteter, indledte han også seriøse meditationsstudier og nårsomhelst lejligheden bød sig ville han sende sin chauffør ud for at invitere berømte sadhuer eller guruer, som var på besøg på egnen. Den unge mands oprigtighed gjorde indtryk på dem, indfanget som han var i en fuld gips’spændetrøje’, og de kom derfor beredvilligt og trænede ham i meditationens og vejrtrækningens kunst. Ude af stand til at udforske den ydre verden vendte han sin fulde opmærksomhed mod inderverdenen. Uden noget til at distrahere ham gjorde han hastigt fremskridt. En af de sadhuer der havde størst indflydelse på ham var en midaldrende mand ved navn ’Prasanananda Guru’. Han var en berømt ’tapasvi’, en asket, som kunne forblive ubevægelig i mange uger ad gangen absorberet i meditation eller trance. Han blev fra tid til anden tilkaldt af høvdingene eller landsbyoverhovederne for tørkeramte områder på grund af sin evne for at få det til at regne. I 1948 endte han en treårig tørkeperiode i Chettinad efter først at have siddet 48 dage i Brahmanoor Kali templet, en kilometer udenfor landsbyen, hvor han praktiserede yogiske bodsøvelser eller intens meditation. Ved slutnigen af en ’mandala’ på 48 dage kom regnen i skybrud. Siden da har det område aldrig været plaget af tørke.

En anden af Ramaiahs tidlige Guruer var Omkara Swami, en tidligere postarbejder, som også var blevet berømt som ’tapasvi’ og som gerne sad i enten 48 eller 96 dage i træk uden ophold i dyb samadhitrancetilstand. De delte deres mest intime kendskab til den yogiske sadhana med Ramaiah. I 1952 skrev og udgav Ramaiah Omkara Swamis biografi under titlen ”A Blissful Saint” - en salig helgen. De opretholdt deres venskab til sidstnævntes bortgang i 1960’erne.

Den 10. Marts 1952 var dagen for Yoganandas Mahasamadhi i USA og samme dag kom Mauna Swami, en farverig sadhu og discipel af Shirdi Sai Baba til Ramaiahs hjem i San Thome og efter først at have demonstreret sine clairvoyante evner forudsagde han med stor selvsikkerhed Ramaiah om at han snart ville blive healet og rask igen. Men inden da skete det at Ramaiah - omsider - gav efter for den rene desperaton og besluttede at begå selvmord ved at holde vejret. Så netop mens han var i gang med det hørte han en stemme sige: ”Tag ikke dit liv. Giv det til mig!” Overrasket tog han et dybt åndedrag altimens han undrede sig over hvem det mon kunne være. Så gik det op for ham at det måtte være den mystiske figur han var begyndt at opleve i sin meditation efter Mauna Swamien havde været på besøg. Første gang det skete havde han en vision af Shirdi Sai Baba som havde haft sit karakteristiske orange hovedtørklæde på. Han spurgte ivrigt Shirdi Sai Baba: ”Er du min Guru?” Svaret faldt: ”Nej, men jeg skal afsløre for dig hvem som er din Guru.” Da så han for første gang en vision af sin guru ”Babaji”.

Næste morgen vågnede Ramaiah med erkendelsen af at han var blevet healet. Den engelske doktor blev tilkaldt og kropsgipsformen fjernet. Til alles udelte forbløffelse afslørede doktorens undersøgelse at den frygtede sygdom var ganske forsvundet. I løbet af de følgende dage genvandt Ramaiah førligheden over sine ben. Han begyndte også ganske lavmælt at chante navnet ”Babaji” så ”Om Babaji” som igen blev til ”Om Kriya Babaji” og endelig det fem stavelsers ’panchakra’ mantra ”Om Kriya Babaji Nama Aum” med ren taknemmelighed og fryd.

En dag kort herefter faldt han over en avisreklame for en nyudgivet bog om den berømmede helgen ”Satguru Rama Devi” md titlen ”9 Boag Road” som var adressen på hendes residens i Madras. Forfatteren var V. T Neelakantan, en fremtrædende journalist. Ramaiah skrev et postkort til denne hvori han bad om et eksemplar af bogen og adresserede ham som ”Kære Atman”. Da han modtog kortet tænkte journalisten at afsenderen nok var en ’moneybag’ - d.v.s. en rig døgenigt, men af ren nysgerrighed besluttede han alligevel at aflægge ham en visit i San Thome.

Således startede et venskab og et samarbejde som varede næsten femten år. V.T. Neelakantan havde modtaget adskillige sene aften besøg af den samme mystiske figur ”Babaji” i sit pujarum i Egmore, Madras. Babaji afslørede snart herefter for Neelakantan at meningen var at han skulle samarbejde med Ramaiah og etablere en yoga sammenslutning i hans navn ”Kriya Babaji Sangah” og skrive og udgive hans lære i en stribe af bøger. Over de næste to år skete det at de fik natlige visitter af Babaji i V.T. Neelakantans eget hjem, som dikterede adskillige bøger til V.T.N. - ”mit barn” som Babaji kaldte ham. ”The Voice of Babaji and Mysticism Unlocked”, ”Masterkey to All Ills” og ”Death of Death”. V.T.N. som på daværende tidspunkt var 52 år gammel havde nogle år tidligere været udenlandsk korrespondent, før, under og efter anden verdenskrig, i såvel Japan og i London for et af Indiens førende dagblade ”The Indian Express”. Via jobbet var han blevet fortrolig med Pandit Nehru, præsident for Kongrespartiet og senere Indiens første Premierminister, da Indien i 1947 opnåede uafhængighed af Storbritannien. Før krigen og igennem mere end femten år havde han desuden arbejdet side om side med Annie Besant, Præsident for Det Teosofiske Societet igennem mange år og Madame Blavatskys efterfølger, som trænede ham i okkultisme. Han var desforuden gift og far til fire sønner og en datter. I slutningen af 1940’erne forlod han familien i to år og tog op i Himalaya som asket, hvor han studerede med Swami Sivananda og andre helgener.

Den 10. Oktober 1952 er datoen for den officielle grundlæggelse af ”Kriya Babaji Sangah” og offentlige foredrag, meditationsklasser og lignende aktiviteter organiseredes regelmæssigt i Ramaiahs hjem i San Thome. Ramaiah var Præsident og V.T.N. var ’Acharya’ - lærer. Man indkøbte trykkemaskinel og begyndte at udgive et Kriya Yoga Magasin på halvårsbasis. Flere bøger så også dagens lys uagtet V.T.N. s svagelige helbred. Ramaiah skrev introduktionerne og V.T.N. nedskrev Babajis diktater. Babaji begyndte at tage hånd om V.T.N.s, Ramaiahs og Solachis sadhana (yogiske disciplin) med specifikke instruktioner vedrørende meditationsteknikker og mantraer. Babaji viste sig nu også for Ramaiah og bad ham i 1954 om at komme til Badrinath i Himalaya. Babaji bad ham om at gå udenfor tempelbyen, som ligger i en højde af 3.500m o.h.o. - tomhændet - og kun iført et lændeklæde. Ramaiah, som på det tidspunkt var 31 år gammel vandrede nordpå op i dalen i hvilken Alaknanda floden, som er den primære biflod til Ganges, flyder ud af sin gletscher. En dag mødte han to sadhuer på sin vej, som sad på et fladt klippestykke. Den ene smilede til ham mens den anden gav sig til at råbe alskens fornærmelser i hovedet på ham. ”Hvordan kan det gå til at sådan en mørklødet sydinder kan finde på at komme gående her, og det blot iklædt et simpelt lændeklæde,” drillede han. Ramaiah gik lidt højere op i terrænet uden for hørevidde af sadhuens mishagsytringer og satte sig til at meditere. Adskillige timer hengik. Pludseligt hører han nogen komme som opfordrer ham til at komme med ned til landsbyen og få en bid mad. Ramaiah indikerede at han ikke ønskede at gå med og at han bare ville være i fred. Flere timer hengik nu; det var blevet mørkt da med eet den samme sadhu som tidligere havde smilet til ham dukkede op og begyndte at håndfodre ham. ”Jai Babaji”, tænkte han, ”selv her i dette kolde, øde og træløse landskab sørger Babaji for at føde på mig.”

Efter disse dage på vandrerfødder skete det at Babaji afslørede sig fysisk for Ramaiah og påbegyndte en træning af ham i Kriya Yogaens hellige videnskab. Over de næste måneder, i hans hule et sted i området for gletschersøen ’Satopanth Lake’, 30 kilometer nord for Badrinath, lærte Ramaiah nu et komplet system af 144 Kriyaer eller teknikker, inkluderende vejrtrækningsøvelser, yogastillinger, meditation og mantraer. Han nød også godt af mødet med Babajis hoved disciple, Annai Nagalakshmi Deviyar, også kendt som Mataji, og Dadaji, som gik under navnet Swami Pranavanandar i sin tidligere inkarnation såvel som flere andre nære disciple af den store Sathguru. Blandt andet lærte Babaji ham at kunne udholde kuldegraderne med en specifik vejrtrækningsøvelse.

Efter adskillige måneder i Himalaya vendte Ramaiah tilbage til Madras hvor han nu påbegyndte en streng og meget rigoristisk ’tapas’ eller intens praksisperiode igennem hvilken tid han tilbad den Guddommelige Moder i hendes manifestation som Kali, Hendes mest frygtindgydende form. For at rense sig for begær og befri sig af begrænsninger som frygt og vrede anses tilbedelse af Kali at være yderst effektivt. Hun personificerer ”detachment”, objektivitet eller evnen til lige at ’træde et skridt tilbage og se det hele lidt fra oven’, af egoets mange tilknytninger, symboliseret ved de hoveder hun skærer af. Mens Patanjali i sine Yoga Sutraer tørt anbefaler ’vairagya’ eller objektivitet som den klassiske Raja Yogas væsentligste metode, antager en sådan praksis en mere personlig form når man hengiver sig seriøst til asketisk tapas. At sidde stille i et rum i mange dage ad gangen er noget der får den menneskelige natur op at køre og kun den totale overgivelse til det Guddommelige i form af Moder Natur, i dette tilfælde Kali, gjorde ham i stand til at overvinde sit egos modstand. ’Tap’ betyder at ophede og tapas at ’bringe i orden’ ved hjælp af ild eller frivillig selvudfordring. Det er den oprindelige mening med Yoga. Det begynder med udtalelsen af et løfte, foreksempel et løfte om at man ikke vil forlade et sted, ikke spise eller ikke tale etc. i et vist nærmere angivet tidsrum - det kunne til eksempel være i en ’mandala’ af 48 dage. Jesus’ 40 dage i ørkenen var en form for tapas. Ved afslutningen på sin tapas var Ramaiah som genfødt, han havde oplevet dybdegående tilstande af stilhed, kendt som samadhi og blev herefter kaldt ”Yogi Ramaiah.” Der blev ham også adskillige vigtige opgaver til del fra Babaji, blandt andet at påbegynde fysio - og yogaterapi studierne for at kunne hjælpe de, der ligesom han selv var handicappede; at begynde at lære Kriya Yoga fra sig, såvel i Indien som i udlandet og at begynde at researche og indsamle de efterladte skriftlige arbejder fra Babajis to Guruer Boganathar og Agastyar.

Sammen med Solachi flyttede Yogi Ramaiah nu til Bombay (Mumbai) hor han lod sig optage på fysioterapeut-uddannelsen på G.S. Medical College og Hospital, som var byens største. Han studerede samtidig hatha yoga stillinger og brugte yoga aktivt til sine patienter. Omkring 1961, på slutningen af sine studier, anmodede Ramaiah sine lærere om tilladelse til at udføre kliniske eksperimenter. Han lod dem vide, at det var hans overbevisning, at han ville kunne kurere mere end 20 forskellige typer sygdomme alene ved brug af yoga; inklusive lidelser som sukkersyge, forhøjet blodtryk, blindtarmsbetændelse og ufrugtbarhed - på bare tre måneder. Der blev givet tilladelse og patienterne blev udvalgt af de læger, som var tilknyttet projektet. Igennem 3 måneder arbejdede han med disse patienter hver dag, guidede og opmuntrede dem i udøvelsen af deres af ham foreskrevne yogaøvelser såvel som i overholdelsen af diverse diæter og solbadning. Efter tre måneder kunne det til lægernes udelte forbløffelse konstateres at samtlige patienter var blevet kurerede. Som påskønnelse modtog han et Æres-Diplom. Nu foretrak han ikke at vente længere med færdiggørelsen af yderligere akademiske studier og tog i stedet tilbage til Madras, hvor han i San Thome grundlagde en gratis klinik for de fattige med speciale i handicappede foruden en afdeling for ortopædisk rehabilitering i Adyar, Madras. Han kørte selv klinikken i næsten 10 år. Den ortopædiske afdeling fortsætter endnu den dag i dag og er beliggende på Mount Road lige nord for Adyar Bridge. I 1985 besøgte forfatteren (af denne artikel) G.S. Medical College i selskab med Yogi Ramaiah og demonstrerede de 18 yogastillinger (yogasana’er) altimens Ramaiah holdt foredrag for mere end 500 professionelle ansatte i auditoriet. Hans succesrige brug af yoga huskedes stadig af den gamle garde blandt personalet.

Fra og med 1986 begyndte Yogi Ramaiah og Solachi at rejse til Sri Lanka, Malaysien og Viet Nam, hvor han holdt foredrag, hatha yoga klasser og indvielser i Kriya Yoga såvel som gratis lægecheck og medicin til de handicappede. I 1980 mødte forfatteren en ingeniør og ’devotee’ eller hengiven, som boede på Arasady Road nummer 51 i Jaffna, Sri Lanka, som fortalte at han havde set Yogi Ramaiah i sine drømme mange gange inden deres første møde fandt sted. I 1958 rystedes Sri Lanka af sine første kommunale opgør mellem tamiler og singalesere.

De fandt sted netop som Yogi Ramaiah afholdt sin tredje årlige ”Parliament of World Religions and Yoga” kongres. En økumenisk konference med deltagere fra de lokale ledere af diverse religiøse grupper. Én af deltagerne var Swami Satchidananda som repræsentant for ”Divine Life Society”, som grundlagt af Swami Sivananda. Han var selv tamil fra Coimbatore og dybt imponeret af Yogi Ramaiah og hans arbejde for økumenismen. Således lagdes grunden til et livslangt venskab. Da Swami Satchidananda i 1967 stod for at emigrere til Amerika gjorde han forinden holdt ved Yogi Ramaiahs strandvilla og søgte dennes velsignelse. Yogi Ramaiah fulgte ham til lufthavnen og gav ham en kongelig afsked. Efter Yogi Ramaiah selv flyttede til New York City - i 1968 - deltog de ofte i hinandens arrangementer. Til eksempel dimissionsfesten for afgående tamilsk sprog studerende som var blevet afholdt i Yogi Ramaiahs ashram nr.112 East 7th Street i New York og ”The Parliament of World Religions and Yoga” på Rutgers Universitet i 1969. I 1958 på Sri Lanka mødte Premierministeren personligt op på Parlamentets sidste dag for at takke Yogi Ramaiah og de øvrige talere for deres indsats med at hjælpe til med at stoppe den herskende ufred og i stedet opfordre til interreligiøs forståelse.

I de tidlige 60’eres Malaysien fandt Yogi Ramaiah og Solachi mange personer som var interesserede i Kriya Yoga. Som en del af sin medgift havde Solachi fået en stor gummiplantage forærende af sin familie. Yogi Ramaiahs tipoldefars liv blev mirakuløst reddet på slutningen af det 19de århundrede af en mystisk yogi, som han senere identificerede som værende Babaji. Yogi Ramaiahs svigerfar Doktor Alagappa Chettiar havde grundlagt et kollegie i Pallatur, få kilometer fra Kanadukathan, hvor Yogi Ramaiah plejede at undervise i Yoga. Han holdt meget af Yogi Ramaiah. Men efter hans død rottede det unge pars to familier sig sammen i deres nu åbenlyse kritik af deres omrejsende livsstil og interesse i Yoga for ikke at nævne mangelen på afkom. Det var ganske uhørt for unge mennesker at være så dybt engagerede i Yoga medmindre de så ville forsage alting og blive ’sannyasins’ (ligesom munke og nonner). Diskussionerne blev glødende og Solachi blev alvorligt syg. Under hendes konvalescens periode flyttede hun tilbage i sin mors hjem i Kanadukathan. Forbindelsen mellem moderen og hendes svigersøn, Ramaiah, gik hastigt ned ad bakke og i Solachis sidste dage i 1962 narrede den grådige kvinde sin datter til at skrive under på dokumenter som gav hende selv eneretten til samtlige Solachis besiddelser, stjal hendes smykker og nægtede i øvrigt Yogi Ramaiah adgang til sin kone. Efter hendes død satte Yogi Ramaiahs svigermor kronen på værket ved at bestikke en dommer i Malaysien til også at give hende titel til datterens besiddelser derude.

Omkring samtidigt med dette besluttede Yogi Ramaiah at opgive enhver kontakt til sin egen familie. Hans mor var allerede hedengangen og faren var en materialist og aktivt imod Yogi Ramaiahs aktiviteter indenfor Yoga. Der blev vekslet ord og endelig besluttede Yogi Ramaiah at han blev nødt til at droppe al kontakt til familien én gang for alle. Hellere end at vente på sin del af familieforetagendet som normalt deles ud mellem sønnerne efter forældrenes bortgang, forhandlede han i stedet en aftale i land som gav ham penge nok til at kunne købe et stort hus i Kanadukathan på AR Street nummer 13. Det havde igennem flere år været benyttet som hotel for lokale kollegiaster. I løbet af 70’erne renoverede Yogi Ramaiah det og byggede adskillige hellige bygningsværker indenfor husets mure: et skrin til Babaji, eet til Lady Siddha Avvai, som indeholdt over tusind palmebladsmanuskripter skrevet af Yoga Siddhaerne, som han havde indsamlet over en længere årrække på sine vandringer og rejser på kryds og tværs af Tamil Nadu; foruden skrin til Mataji og Dadaji. Et smukt gopuram tårn med billeder af alle de 18 Yoga Siddhaer konstrueredes og blev sat op som indgangsportal. På trods af sin Yoga praksis var og forblev Yogi Ramaiah såret af sin familie og som vi senere skal se koncentrerede han sig senerehen ganske meget om at forsøge at rehabilitere sig i familiens øjne.

Yogi Ramaiah skrev og udgav en bog om de 18 Yoga stillinger, gennemillustreret med fotografier såvel som en bog med titlen ”Songs of the 18 Siddhas” i 1968 med udvalg fra de palmeblads manuskripter han havde indsamlet. Babaji havde, fortalte han, givet ham til opgave at sørge for at deres arbejder blev udgivet en dag. Hans nære ven, den tamilske poet og berømte Yoga discipel af Sri Aurobindo, Yogi Shuddhananda Bharatiyar, skrev en smuk introduktion til arbejdet. I de følgende år fik Yogi Ramaiah Boganathars arbejder transkriberede fra palmebladene og senere udgivet på tamilsk, i moderne bogform i adskillige bind, først udkomne bind i 1979. Henover årene fortsatte han med at udgive et Kriya Yoga magasin sammen med V.T. Neelakantan. Men deres lange samarbejde fik imidlertid ende omkring 1967 hvor de havde et personligt opgør. Bevæggrundene for dette opgør får stå hen i det uvisse for denne skribent eftersom Yogi Ramaiah undlod at kommentere V.T.N. selvom også denne forfatter spurgte ham direkte om sagen i 1972. (I 2003 under en samtale mellem denne artikels forfatter og V.T.N.s sønner fik vi imidlertid lidt info om hans senere år. V.T.N. fortsatte med at forblive hengiven til Babaji og regelmæssigt at praktisere specielt sin mantrasadhana helt op til hans død i 1983 i Madras.; V.T.N.s kone gik bort i 1992. Han levede et stille, privat liv helt til slutningen; han blev aldrig forsonet med Yogi Ramaiah).

I 1967 tog Yogi Ramaiah til Malaysien og siden til Australien hvor han afholdt indvielser i Kriya Yoga. En student, Filinea Andlinger, ejede et stykke jord et par timers kørsel fra Sydney og på den grund var en hule, hvori Babaji har udøvet intens tapas, hvilket Babaji selv har fortalt Yogi Ramaiah.

I starten af 1968 flyttede Yogi Ramaiah til Staterne. Ved sin ankomst til New York City havde han forventet straks at kunne få job som fysioterapeut, men hans akademiske kvalifikationer anerkendtes ikke. Så han besluttede sporenstregs at indrullere i kurser i protetik og ortopædi for på den måde at opnå amerikansk anerkendte professionelle kvalifikationer. Men indtil videre levede han under ganske kummerlige forhold i en nedlagt bygning på East 5th Street i Lower Manhattan og arbejdede deltids i en boghandel. Han begyndte at holde foredrag over og klasser i yogarelaterede emner og det tiltrak en del lokale unge mennesker. Det var ”the summer of love” i New York City og ”Haight Ashbury” i San Fransisco. Unge mennesker søgte nye måder at blive ’høje’ på og psykedelika og Yoga faldt ind i den nye generations bevidsthed. Han opfordrede sine nye unge, beskæggede studenter til at opgive stofferne, praktisere Yoga og få sig et job. Et lille minisamfund af elever formedes omkring ham og der blev lejet adskillige lejligheder for at huse dem og aktiviteterne i hans nyligt formede ”American Babaji Yoga Sangam”. Dens første præsident Dolph Schiffren klarede at skaffe et permanent ’greencard’ til Yogi Ramaiah i dennes egenskab af Grundlægger-Minister for denne ikke-profitorienterede organisation. De anskaffede også deres første ejendom i Amerika en 30 hektar stor skovgrund i Richville, N.Y. ubeset på auktion for 3.000$. Selvom det var hele syv timers kørsel fra N.Y.C. ville det kunne bruges som tilflugtssted om sommeren. De tidlige tilhængere inkluderede Dolph Schiffren og hans kone Barbara, Mary Chiarmante og hendes partner Richard såvelsom Lloyd og Teri Ruza. Derefter kom Leslie Stella, Andrea Auden, Ronald og Anne Stevenson, Donna Alu, Michael Bruce, Michael Weiss, Cher Manne og forfatteren foruden David Manne, bror til den noksombekendte Hollywood producent Michael Mann og Mark Denner.

Før han flyttede til Californien i sommeren 1970 tog Yogi Ramaiah Dolph og Barbara med sig en tur til Madras hvor de skulle undervise og udvikle centeret samtidig. I september 1970 flyttede Yogi Ramaiah til Downey, Californien, hvor han boede sammen med forfatteren og fire andre studerende i en lille lejlighed på Longworth Boulevard. Senere flyttede han - sammen med ovennævnte studenter ind i et lille hus på Chester Street i Norwalk og lod sig optage på protetik og ortotik studiet (P&O) på nærliggende Cerritos College og begyndte at tage artificielle ben og lignende med sig hjem for at arbejde på dem. Han begyndte også at holde foredrag og yogaklasser. Charles Berner inviterede ham med samt adskillige andre velkendte yogier, foreks. Yogi Bhajan, Swami Satchidananda og Swami Vishnudevananda til et møde for at diskutere organisationen af den første ’kumbha mela’ i Nord Amerika. Han så for sig hvorledes seks jumbojets skulle flyve et par tusind indiske sadhuer til en pløjemark i Oregon. Forfatteren deltog i flere af møderne med henblik på at organisere alt det praktiske, men planen faldt til jorden under sin egen grandiose vægt. Imidlertid inviterede Yogi Bhajan Yogi Ramaiah til et privat møde hjemme hos ham selv nærved Sunset Boulevard i Hollywood. Forfatteren akkompagnerede ham. Det var en mindeværdig begivenhed. Yogi Bhajan, Sikh mesteren, over seks fod høj og med en vægt på den gode side af de 250 pund (over 125 kilo) i sin majestætiske klædedragt og med hvid turban siddende ved siden af den diminutive Yogi Ramaiah, som var påklædt som sit idol, Mahatma Gandhi med en hjemmespundet khadi dhoti draperet om livet og et håndklæde slængt over skuldrene. Deres eneste lighed var deres store skæg og glødende øjne. I henmod en halv time blev der ikke sagt et ord. De sad i tavshed altimens forfatteren undrede sig over hvad der mon foregik. Derefter udveksledes et par høfligheder og vi gik igen. Et par uger senere under et offentligt møde af sikh hengivne fortalte Yogi Bhajan mængden at han havde mødt en stor helgen ved navn Yogi Ramaiah. Da gik det op for forfatteren at deres kommunikation havde foregået på det dybest mulige plan. Da jeg engang spurgte hvem jeg kunne konsultere vedrørende Kundalini anbefalede Yogi Ramaiah at gå til Yogi Bhajan, hvis ellers han var til at træffe. Således startede et langvarigt venskab. September 1970 var Yogi Bhajan én af hovedtalerne ved ”Parliament of World Religions and Yoga” som det år afholdtes i UCLA. Det var forfatterens fornøjelse at invitere de fleste af de deltagende talere. Da vi flyttede ind i vores nye ashram deltog Yogi Bhajan i indvielsesceremonien. Idet han kommenterede på hvor mange grå hår der allerede havde indfundet sig i Yogi Ramaiahs skæg erindrer jeg at han beklagede sig over hvordan han netop var kommet hjem efter at have haft sin første gruppe amerikanske sikh disciple med til Amritsar i Punjab og hvordan de havde givet ham så mange grå hår. Som disciple ”er I møllesten om halsen på os”, fortalte han os og formanede os iøvrigt til at forblive trofaste på vores vej.

I løbet af adskillige måneder i starten af året 1971 indviede Yogi Ramaiah tolv af sine studenter i de 144 Kriyaer - de som boede i hans centre i Californien, New York, Washington D.C., Baltimore og New Jersey. For at blive accepterede til denne træning måtte de først praktisere de Kriya teknikker de allerede havde modtaget under første og anden indvielse i minimum 56 timer om ugen (!) i 52 uger… De måtte også aflægge rapport om deres ansættelsessituation, deres ugentlige faste og tavshedsdag og andre discipliner. Yogi Ramaiah vidste hvordan han skulle inspirere og motivere os til at overgå os selv i vores yogiske sadhana. Forfatteren og de fleste af hans dedikerede elever elskede teknikkerne. ”Enkel livsstil og høj tænkning” var eet af hans mottoer og vi følte os helliggjorte ved alt det han gjorde for os. Han organiserede også en pilgrimsrejse til Mount Shasta i NordCalifornien og flere retreats og mange foredrag, hvor han talte stærkt inspireret om ”Tamil Yoga Siddhantham”, de 18 Yoga Siddhaers lære.

Igennem hele sit liv følte Yogiyar at han var blevet forrådt både af medlemmer af hans familie og af elever. Han var ubøjelig af natur og dertil autoritativ og kontrollerende. Han vidste bedst og brød sig ikke om at man stillede spørgsmålstegn ved hans visdom eller måder at gøre tingene på. Han lod til at være stolt af sin evne til at ’knuse egoerne’ på diverse elever, som om det var den mest effektive måde at opnå befrielse. Vi satte pris på hans evne til at afsløre vores ’skyggeside’. Modsat visse guruer, der behandler deres elever på den mest respektfulde og kærlige manèr undgik Yogiyar, som vi hengivent kaldte ham, den forvirring en sådan omgangsform nemt medfører. Han elskede os ikke som vi var som personer med alle vore diverse ’hang-ups’, men han elskede dem vi i sandhed er. Ved at skære løs i de ydre personlige tilknytninger og særegenheder hjalp han os til at realisere vort dybere sandere Selv. Som elever accepterede vi den stil, som involverede mange pinagtige irettesættelser, lange karmayoga sessioner med fysisk arbejde eller rutineaktiviteter i time efter time. Han roste os aldrig for vores talenter, i hvert fald ikke personligt, og nægtede at uddelegere andet end de mest simple opgaver. Rent organisatorisk virkede det som om han til hver en tid valgte at gøre det stik modsatte af, hvad der ville have været mest effektivt i forhold til at opnå anerkendelse og vokse sig større end den ganske lille gruppe elever hengivne til deres praksis af Kriya Yoga og til arbejdet generelt, som inkluderede arbejdet med os selv. Foreksempel krævede han aldrig et fast beløb på sine retreats, som kunne have været krævet ind i starten, men ville i stedet sende forskellige elever rundt den første eller anden sene aften og vække de studerende op med opfordring til at ’donere 5$ til hundefonden’ eller 20$ til ’byggefonden’, 15$ til ’bilfonden’. Så hver gang man måtte til pungen var det endnu en lektion i ’detachment’, at træde det lille skridt tilbage og se med mere objektive briller på’. Men hvis man ikke gennemskuede at den leg han legede var ’fang egoet’, kunne man nemt føle sig såret og mange ville forlade etablissementet ganske hurtigt. De der blev klarede sig igennem ved at udvikle en god portion humor.

Yogiyar fandt en god uddannelse meget væsentlig og ville til hver en tid opfordre sine elever at gå tilbage i uddannelsessystemet og opnå flere kvalifikationer. Mange af hans elever var ’drop-outs’, men han motiverede dem til at gøre en indsats for samfundet, specielt indenfor sundhedsområdet. Flere af dem kvalificerede sig indenfor protetik og ortotik (ortopædisk bandagist). Edmund Ayyappa har i nu mange år været adm. Direktør for research indenfor ortotik på ’Veterans Administration’, Long Beach, Californien og har udviklet mange innovative elektronisk kontrollerede artificielle lemmer. Ronald Stevenson og John Adamski grundlagde hver deres private P&O klinik i henholdsvis Virginia og Chicago. Andre blev sygeplejersker. Da forfatteren allerede havde visse kvalifikationer fra ’School of Foreign Service’ - diplomatiet - bad Yogi Ramaiah ham i 1973 om at tage til Washington D.C., efter et år i Indien, tage eksamen indenfor civilret og dernæst få sig et job hos Pentagon i egenskab af civil økonom; hvilket han gjorde og arbejdede der i fire år. Yogiyar selv opnåede sine eksamener indenfor ortopædi og proteser og arbejdede igennem flere år som P&O laboratorie tekniker, hvor han fremstillede og tilpassede kunstige lemmer og støttehjælpemidler. I samme kapacitet begyndte han at besøge arbejdslejrene for omvandrede arbejdere i Imperial Valley i 1973, med en bærbar P&O workshop i en lille hus-trailer (værksted cum campingbeboelsesvogn). Da han nu opdagede at det hede ørkenklima mindede ham om sit elskede fædreland i det sydlige Indien købte han et 10 hektar stort grundstykke i Imperial Valley med et gammelt stuehus og boede nu der det meste af tiden. Han opnåede stilling som instruktør på det lokale Imperial Valley College på et tidspunkt hvor Yoga var temmelig ukendt. Han afholdt sine klasser iført en indisk dhoti og sin hvide laboratoriekittel og underviste kollegiasterne i hvordan de kunne forbedre deres helbred og generelle forgodtbefindende v.hj.a. Yoga og vejrtrækningsøvelser. Men efter en otte års tid der på stedet voksede en modstand mod ham fra kristne fundamentalister på kollegiet frem og den kombineret med hans hyppige rejseaktiviteter satte en stopper for hans embedstid der, men han fik så i stedet en position på statskollegiet i Arizona, en halvanden times tid derfra i Yuma, Arizona. Forfatteren underskrev gældspapirer for at kunne købe et lille landhus på fem hektarer jord i byens sydlige udkant. Det var også på den tid vi begyndte at lave sjov med Yogiyars visitkort, som nævnte flere og flere kvalifikationer og akademiske positioner efterhånden som hans undervisningsmæssige erfaring udvikledes. Han opnåede sidenhen grad af doktor fra Pacific Western Universitetet - via korrespondance - hvorefter han lod sig fotografere iført det klassiske akademiske antræk (’cap and gown’). Uagtet han ofte syntes ude af stand til at gå ind i almindelig social chitchat med sine bekendte og virkede ganske ligeglad med at hans fremtoning syntes så temmelig aparte i fremmedes øjne, virkede det som om hans visitkort var en vigtig måde for ham til at kunne indikere overfor folk han mødte for første gang, at han måske alligevel ikke var helt så aparte når det kom til stykket.

I løbet af sine tre årtier i USA, hvor han blev statsborger i 1975 gav han tusinder af foredrag og demonstrationer med relation til Yoga som terapi på hospitaler og under læge konferencer. Nogle anså ham for at være en samfundsrevser eller ’social samvittighed’ under sådanne konferencer på grund af hans anstrengelser for at løfte deres standarder. Specielt under P&O konferencer ville han gøre en stor indsats for at højne mentaliteten og professionalismen hos medlemmerne. Selv i 70’erne fremviste de fleste P&O workshops med stolthed ’girlie’ kalendere (pinupfoto-kalendere) på væggene og konferencerne handlede faktisk mest om alkohol. Så Yogiyar inspirerede specielt mange af sine kvindelige studenter, inklusive Suzanne Fournier til at blive professionelle prostetikere og ortotetikere. Til de professionelle i medicinens verden understregede han altid at det vigtigste element i patientbehandling til hver en tid var at ’elske personen’ og ikke hverken lægemidlerne eller teknologien. Han behandlede selv de værste tilfælde, folk uden arme eller ben eller som var svært deformerede, med så megen kærlighed som om de kunne have været Mesteren selv, meget omhyggeligt og i tillid til at han kunne gøre noget for dem.

Han elskede dyr og opretholdt et sandt menagerie af hunde, katte, geder og køer i ashrammen i Yuma og den i Imperial Valley. Selv i centeret i Richville, New York insisterede han på at vi skulle tage os af en kæmpestor hvid tyr af Charolais racen i mange år. Uanset det var en byrde for os at skulle tage os af dem, var det også, følte vi, vigtigt at behandle dem med ærbødighed, specielt i lyset af at vore naboer blot opfattede dem som en kilde til føde. ”Hellige køer” som i Indien var mere end blot et fjernt minde for os. De udgjorde et element i hans ønske om at bringe den indiske kultur til Vesten. Vores påklædning, spisevaner, måden hvorpå vi sov på gulvet, gik på toilettet, badede og endda undgik for mange møbler, specielt fjernsyn, det hele var dele i et socialt eksperiment om ikke ligefrem en mini-invasion i en materialistisk kultur. Han havde så sandelig ikke tænkt sig at blive ligesom sine naboer og hvis du var hans elev og ønskede at bo i et af de centre han grundlagde måtte du indordne dig under hans livskultur. Der var også en meget praktisk grund til dette: når vi blev sendt ud for at praktisere, leve og undervise i Indien var vi allerede veltilpassede og kunne bo der i årevis uden problemer. Dette vel at mærke på en tid hvor Indien kun havde få moderne vestlige bekvemmeligheder, hvorfor det almindeligvis var meget svært for vesterlændinge at bo der. Han fokuserede sin opmærksomhed på at træne nogle få personer, som kunne blende ind med hans energier, udføre deres sadhana og hjælpe ham med at opfylde de opgaver, som Babaji havde tildelt ham. Han indikerede også at han plantede ’frø’ som kunne tage op til flere hundrede år om at bære frugt. Disse ’frø’ ville spire i den kollektive bevidsthed og vestlige samfunds kultur indenfor kommende årtier. Adspurgt af forfatteren engang ved lejlighed om hvordan Amerika ville se ud i midten af det 21. århundrede svarede han køligt at det ville komme op på niveau med Indiens spirituelle standard. Hans handlinger var ofte ikke motiverede af snarlige fordele, men snarere af langtidseffekten for planeten som helhed. Selvom hans motivationer til tider virkede gådefulde havde de som oftest deres rødder i oldgamle principper for Yogisk livsstil.

Ulig mange andre lærere finansierede Yogiyar sine aktiviteter på en ikke-kommerciel maner. Igennem næsten tre årtier kostede foreksempel indvielserne, der varer flere dage, blot 16US$. Alle de almindelige som ekstraordinære udgifter blev derimod betalt af de en eller to dusin studenter, som til hver en tid boede i det halve dusin centre han havde etableret i Nord Amerika. Han gjorde det meget svært for folk at blive beboer, men når først de havde bevist deres evne for at leve et disciplineret og dedikeret liv, krævede han meget af dem. De forventedes at betale ud af deres beskedne løn, ofte måtte de have to jobs for at kunne få det hele til at køre rundt, omkostningerne til at dække hans omfattende rejsevirksomhed, automobil, telefon og el og lignende regninger, foruden ekstraordinære projekter som bogudgivelser. Hellere end at bede offentligheden eller nye elever at betale for hans træning var det beboerne i hans centre som praktisk talt betalte for hans mission. Det var karma yoga, uselvisk tjeneste og det belærte beboerne om at give fra hjertet og om uafhængighed af materielle besiddelser. Han nægtede også pure at etablere hvad han benævnte ’en byttehandel’ og tilbyde bøger, fotos og andet parafernalia til eleverne. Hele fokus i hans residentielle centre lå på at skabe et miljø hvor beboerne kunne udføre deres Kriya Yoga otte timer hver dag efter at have arbejdet i en indtægtsgivende ansættelse andre otte daglige timer og i øvrigt tage sig af deres fysiske behov og udføre karma yoga døgnets øvrige otte timer. Dette skema gjorde beboerne i stand til at udvikle sig og blive ekstremt dynamiske og koncentrere på den yogiske praksis uden distraktion. Blot én gang om ugen åbnedes centrene for offentligheden med henblik på at kunne deltage i gratis hatha yoga klasser. Det var lige modsat dette yogastudie fænomen, som gradvist gik hen og blev normen mange andre steder. Han ville have sine elever til at integrere yogaen i deres dagligdag, ikke kommercialisere det eller gøre det til en måde at tjene sit levebrød på.

En af Yogi Ramaiahs erklærede måder at ’hjælpe’ sine elever var det han kaldte ’ego-knusning’. Han var en sand mester i at orkestrere situationer sådan at eleverne kom ansigt til ansigt med deres egos reaktioner: vrede, modstand, jalousi, tvivl, usikkerhed, stolthed og sådan omtrent en hvilken som helst anden tænkelig menneskelig begrænsning. Foreksempel ville han forpligte to beboere til at bo sammen i eet af hans centre. Den ene af dem havde en IQ på 85 mens den andens IQ lå på 150. Han ville så gøre dumrianen til leder for centeret, men når det hele så gik ad helvede til ville han holde den smarte ansvarlig. Han undgik også at rose studenterne. Nogen gange kunne man høre ham sige ’hvorfor kan du ikke være lige så god som den og den’, men det var altid for virkningen af ordene på den, som blev skældt ud. Han ville til eksempel hjælpe de som manglede tillid, til at gå tilbage til formelle universitetsstudier, mens han ville jorde de, som var lige lovlig kæphøje eller stolte. Han kunne være skånselsløs når det gjaldt om at spidde egoet. Denne approach, temmelig kontroversiel som den er, kræver lærerens absolutte integritet. Hvis den er baseret på lærerens eget - om end skjulte ego - er den rent misbrug. Ultimativt er det en rensende metode, men kun hvis man som student er meget engageret i at ’give slip’ på alt der måtte dukke op af reaktioner. Ultimativt fører dette til frihed fra samskaras (de indgraverede erindringsspor i vore individuelle bevidstheder), vanemæssige tendenser, og til Selv-Realisation. Men interessant nok er det ikke en metode, der er nævnt i hverken Yoga Siddhaernes tekster, som Patanjalis Yoga Sutraer eller i Tirumoolars Tirumandiram. Den udgør en del af den tantriske tradition med at ære guruen som middel til at erkende bevidstheden, hvori man bruger relationsforholdet til at realisere Selvet, Seeren, ikke det Sete. ’Guruen’ er et naturprincip, der fører én fra uvidenhedens mørke til bevidsthedens lys. Det kan manifestere sig gennem hændelser, situationer og mennesker, men når det gennemgående manifesterer sig via én bestemt person, kan vi kalde denne person ’guru’. Men man bør tage sig i agt for at identificere pågældende person med selve ’guruprincippet’. Personen er et køretøj eller værktøj og sommetider har et køretøj eller et værktøj mangler. Studenten må ikke give sin power væk til en anden, men altid ære ’guru princippet’ som det kommer igennem hvem som helst og hvad som helst, der bringer ham visdom. Også derfor hørtes Yogiyar ofte sige: ”jeg er ikke guru”, men accepterede samtidig at blive æret som en sådan.

Til trods for hans excentriciteter var Yogiyar charmerende og vi elskede ham inderligt. Han kunne tilbringe timer i telefonen med at lytte til nogle af hans elever fra den anden ende af landet, som de fortalte ham alle deres problemer. Han sov almindeligvis kun tre timer per nat og nægtede pure så meget som at spise sin aftensmad førend ”Masters work is done” hvilket normalt var deromkring klokken 3 om natten. Vi havde en rotationsordning for tjansen som hans personlige assistent hver fjortende dag; vi ville ankomme stærke og velforberedte på non-stop karma yoga sessioner og slutte udmattede. Hans energiniveau var intet mindre end utroligt. Når det kombinerede pres af arbejde, sadhana, karma yoga og ego-knusning blev for meget, skete det fra tid til anden at nogen ville droppe ud. Måske ønskede de en nemmere vej. Vort antal blev færre og Yogiyar, som var vort kælenavn for ham, gjorde det endnu mere vanskeligt for nytilkomne at slutte sig til det lille dusin centre han havde etableret rundt omkring i USA. Efterhånden som vort antal formindskedes forøgedes arbejdsbyrden med vedligeholdelse af centrene tilsvarende på de tilbageblivende studenter. Han var et bemærkelsesværdigt menneske. Engang under en pilgrimsrejse som førte os på tværs af landet gjorde vi holdt for natten i Pikes Peak, Colorado. Yogiyar annoncerede at han ville gå ind i skoven alene og ingen måtte følge efter ham. Overvældet af ren og skær nysgerrighed fulgte forfatteren ikke desto mindre efter ham og gemt bag et træ bevidnede forfatteren hvordan han satte sig til rette i meditationsstilling, lagde armene over kors, rullede øjnene op og forsvandt i en kugle af lys, der mindede om solen! Forfatteren kneb sig i armen mere end en gang og gned sine øjne for at være helt sikker på at han ikke drømte. Efter en halv times tid fadede lyskuglen gradvist ud og den mere gammelkendte form af Yogiyar vendte gradvist tilbage. Han kom på benene og idet han påbegyndte vandringen tilbage til vores lejr fik han øje på forfatteren og irettesatte ham for at have været ulydig. Da forfatteren derefter spurgte ham, hvad det var han havde foretaget sig, fortalte Yogiyar ham at han havde ’plantet frø’ på forskellige steder, som han regnede med ville gro og blive til vigtige centre for spirituelle aktiviteter en skønne dag i fremtiden.

Han var et bemærkelsesværdigt menneske. Engang under en pilgrimsrejse som førte os på tværs af landet gjorde vi holdt for natten i Pikes Peak, Colorado. Yogiyar annoncerede at han ville gå ind i skoven alene og ingen måtte følge efter ham. Overvældet af ren og skær nysgerrighed fulgte forfatteren ikke desto mindre efter ham og gemt bag et træ bevidnede forfatteren hvordan han satte sig til rette i meditationsstilling, lagde armene over kors, rullede øjnene op og forsvandt i en kugle af lys, der mindede om solen! Forfatteren kneb sig i armen mere end en gang og gned sine øjne for at være helt sikker på at han ikke drømte. Efter en halv times tid fadede lyskuglen gradvist ud og den mere gammelkendte form af Yogiyar vendte gradvist tilbage. Han kom på benene og idet han påbegyndte vandringen tilbage til vores lejr fik han øje på forfatteren og irettesatte ham for at have været ulydig. Da forfatteren derefter spurgte ham, hvad det var han havde foretaget sig, fortalte Yogiyar ham at han havde ’plantet frø’ på forskellige steder, som han regnede med ville gro og blive til vigtige centre for spirituelle aktiviteter en skønne dag i fremtiden.

Ved mange lejligheder afslørede Yogiyar også sine ’siddhier’ eller yogiske mirakuløse færdigheder. Det kunne ske under vor almindelige interaktion med ham. Han havde evnen til at vide nøjagtigt hvad vi havde gået og tænkt på, til at besøge os i vores drømme og kunne fortælle os hvad vi havde foretaget os i vores privatliv de sidste par dage, mens vi var afsted på egen hånd. Men han lavede aldrig noget stort show ud af sine kræfter. Og han tillod os sjældent at blive sammen med ham i mere end et par uger ad gangen. Han ville sende os ud til forskellige egne af landet eller udenlands for at praktisere og for at arbejde og for at blive stærke. På denne måde nåede forfatteren at have en del forskellige jobs og startede eller udviklede adskillige centre i så fjerntliggende lande som England, Australien, Malaysien, Indien, Sri Lanka og i diverse byer i Amerika og Canada.

I Parlamentet på Sri Lanka i 1958 demonstrerede han sin evne til at stoppe pulsen i den ene arm og samtidigt fordoble pulsen i den anden arm samtidig med at han holdt foredrag for den lovgivende forsamling. To læger som holdt hans arme og checkede pulsen under mødet attesterede for fænomenet. I 1967 i Australien demonstrerede han samadhi tilstandens vejrtrækningsløse stade i et medicinsk laboratorie. Inden han gik ind i denne dybe trancetilstand formanede han om at den tilstedeværende læge intet måtte foretage sig for at genoplive ham. Men den anmodning ignorerede lægen, da han opdagede at Yogi Ramaiahs hjerterytme, vejrtrækning og puls alle var gået i nul. Lægen injicerede prompte en sprøjte med noget stof som er egnet til at stimulere hjertet og Yogi Ramaiah var tæt på at dø på grund af chokket over på den måde at blive tvunget så pludseligt tilbage. Efter den oplevelse bad Babaji ham om at afholde sig fra lignende demonstrationer i fremtiden.

Hans største ’siddhi’ var imidlertid nok hans udprægede hengivenhed for og kærlighed til Babaji. Det var føleligt og når han forelæste var det som om den store Mester selv talte gennem Yogiyar. Hele dagen kunne man høre ham chante ”Om Kriya Babaji Nama Aum”. Han refererede ofte i farten til Babaji og nævnte hvordan Babaji havde afsløret det ene og det andet for ham. Babaji var centrum i hans liv og han gjorde Babaji til center for vores liv. Han arbejdede utrætteligt for at tjene Babaji i alle, som kom til ham. Om det var via klasser, individuel rådgivning, gruppe aktiviteter, foredrag eller organisationen af centre og ashrammer, hvor vi kunne praktisere vores Kriya Yoga i fred, var hans hjerte og sind altid fokuseret på at tjene. Gennem hans eksempel forstod vi også hvordan Babaji oplærte ham. Han nævnte ofte at Babaji ikke bare ville forære ham svarene på visse spørgsmål, personlige anliggender han havde behov for at lære, men derimod opfordrede ham til selv at finde ud af det. På denne måde gik det op for os at Yogiyar havde sine egne begrænsninger, men som senior student af Babaji var der meget at se op til hos ham og efterligne eller lære af. En god portion humor rakte langt hvad angår at acceptere hans måder generelt og formaninger i særdeleshed. Også selvom vi ikke altid forstod hvorfor han behandlede os som han gjorde på visse områder, vidste vi han elskede os. Nogle gange kunne han ikke holde masken, men kom til at smile lidt midt under én af sine ’løftede pegefingre’; og så vidste vi han ikke var rigtig sur, men det var bare for virkningens skyld. Hans dramatiske scener gjorde indtryk på os. Når han gav personlige instruktioner over telefonen gentog han som regel tingene mange gange for at sikre at den underliggende lektion det var meningen vi skulle lære blev godt og grundigt nedlagt i underbevidstheden.

Fra 1954 op til i dag organiserede Yogi Ramaiah - under Babajis inspiration og nærvær - et ’Parliament of World Religions and Yoga’, som regel skiftende mellem at finde en ny by i Indien henholdsvis i Vesten for konferencens afholdelse. Under disse to-tre dages konferencer, som var åbne for offentligheden og ganske gratis, talte gerne mellem femten og tyve personer fra forskellige trosretninger og delte ud af deres tro og trospraksis og oplyste i det hele taget offentligheden om deres religiøse eller spirituelle vej. De inkluderede kristne fundamentalister, buddhistiske munke, jødiske rabbinere, amerikanske indianere, yogier og swamier, katolske præster og sågar newage spirituelle lærere. Deres tema var ’unity in diversity’ - ’enhed i forskellighed’ og de tjente som kraftig medicin mod denne den mest almindelige af spirituelle sygdomme: religiøs fanatisme. Det er en bemærkelsesværdig præstation at have gennemført denne service så længe og så godt.

Yogi Ramaiah udviste også et stærkt karaktertræk fra sin Chettiarske familiebaggrund: et behov for at bygge helgenskrin. Bortset fra det allerede tidligere nævnte i Kanadukathan, byggede han også et lille skrin for Babaji i de tidlige 60’ere i San Thome ashrammen, New York 1968 et yantra tempel på Bear Mountain, et undergrunds mantra skrin på Mount Shasta i 70’erne, et relikvieskrin for Ayyappa Swami i Imperial Valley, Californien i 1972, et relativt stort skrin i granit på Babajis fødested i Porto Novo, Tamil Nadu i 1974, et stort skrin for Murugan i Richville, nordlige del af New York i 1975, endnu et skrin til Babajis ære i Washington D.C. i 1977 og i 1983 et skrin for den Hellige Moder Kali på Long Island, New York, hvorefter han flyttede til Grahamsville, New York i Catskills. I 1987 byggede han desuden et stort smukt skrin for Palaniandavar (Murugan) på toppen af en bakke på området for hans tidligere kollegie i Athanoor, Tamil Nadu. I 1983 byggede han endelig sit vigtigste tempel nogensinde i sin ashram i Yuma, Arizona. Det husede granit’murthierne’ eller statuerne af de 18 Yoga Siddhaer, som han igennem mere end ti år havde fået fremstillet på bestilling i Mahabalipuram, lige syd for Madras. Det var hans hidtil mest ambitiøse konstruktionsprojekt. Fuldt ud på det rene med at det ligger på en vigtig jordskælvslinie fik han det bygget ovenpå et fundament af beton, dybt nede i jorden og af cement, der normalt bruges til for.eks. at støbe dæmninger. I henved fyrre dage gik han praktisk talt uden søvn under byggeperioden; så vigtigt var det for ham at det skulle være fri for enhver defekt. Da det stod klart organiseredes en større festlighed og aviserne over hele Arizona havde stort opsatte artikler inklusive fotografier med omtale af det eksotisk udseende tempel. Et par uger senere fik han et større hjertetilfælde. Arbejdspresset havde omsider indhentet ham. Han gennemgik en firedobbelt bypass-operation på Sinai hospitalet i vest Los Angeles. Kirurgen kunne senere oplyse os om, at hans arterier ikke var blokerede, men at de var bemærkelsesværdigt sarte.

Under sin koncvalescensperiode gik Yogiyar nu i gang med at indføre nogle ændringer ikke blot i sin livsstil, men også i sin organisation. Han annoncerede nedsættelsen af en bestyrelse, som skulle stå parat til at overtage ansvaret for de forskellige centre og ashrammer i tilfælde af hans død; han trak også forfatteren til side en nat og stående under en lygtepæl dikterede han en listefuld af betingelser som skulle opfyldes for at kunne pådrage sig ansvaret for at indvie andre i de 144 Kriyaer. Han har aldrig hverken før eller siden bedt andre om at opfylde dette ansvar. Det tog forfatteren tre år at opfylde disse betingelser, som omfattede en anstrengende sadhana og andre discipliner. Efter at have bekræftet at betingelserne var opfyldte, bad Yogiyar forfatteren om ’blot at vente’.

I 1980 og ’81 sendte Yogiyar forfatteren til Indien og siden til Sri Lanka. Efter at have klaret nogle opgaver vedrørende udgivelsen af Boganathars arbejder opfordrede han ham til at leve et stille liv i et afsondret retreat på stranden i Dehiwala, lidt syd for Colombo. Der var ikke meget at foretage sig så forfatteren svor en ed at han ville bruge al sin tid til intensiv sadhana i tavshed. De første tre måneder faldt ham svære fordi sindet ikke havde mulighed for at distrahere sig selv ved læsning eller arbejde, men så blev dag og nat som eet og en uudsigelig fred begyndte at gennemtrænge hans bevidsthed. Efter elleve måneder kom Yogi Ramaiah. Forfatteren havde ikke lyst til at afslutte sin tapas. Yogiyar insisterede på at han måtte tage tilbage til Amerika, hvor en mængde arbejde ventede ham. Men til hans behagelige overraskelse forblev freden han havde opnået der altid nemt tilgængelig for ham. For det vil han altid være taknemmelig. Men før afrejsen dedikerede han et lille skrin til Babaji, som var blevet bygget i Katirgama, på det sted Babaji opnåede nirbikalpa samadhi under Boganathars vejledning - og han dedikerede en ny ashram ved stranden i 59 Peters Lane, Dehiwala bygget med hjælp fra Murugesu Candaswamy og tidligere Højesteretsdommer, Dr. H.W. Tambiah, Æres bestyrelsesformand for vores ’Lanka Babaji Yoga Sangam’.

I 1985 akkompagnerede forfatteren Yogiyar på en tougers tur rundt i Folkerepublikken Kina for at bese visse medicinske klinikker. De to udgjorde et spøjst syn for kineserne, som næsten alle som én på daværende tidspunkt stadig gik rundt i deres ’Mao’ uniformer. Vi fik kun ris og trævlet broccoli tre gange dagligt idet vore værter var så temmelig uforberedte på at få vegetarer som gæster! Senere det år på ’All Indian Institute of Medical Sciences’ var han inviteret til at præsentere et foredrag om Yoga i selskab med flere andre fremtrædende talere under en eendages konference om meditation. På scenen var han flankeret af Hans Hellighed Dalai Lama, en ung spirituel lærer Ravi Shankar, en berømt jainistisk munk og den daværende Minister for Interne Anliggender, senere Premierminister, Narasimha Rao. Da Dalai Lama talte noget gebrokkent, gjorde han holdt efter hver sætning og spurgte sin oversætter hvorvidt det han havde sagt på engelsk var korrekt. Det var meget charmerende. Efter kun at have brugt de 15 af sine tildelte 45 minutter annoncerede den unge og på daværende tidspunkt stort set ukendte Sri Ravi Shankar at han i respekt ønskede at give sin tiloversblevne tid til Yogi Ramaiah. Yogiyar talte længe og vel om Yoga Siddhantham og Babaji og behovet for at integrere vort spirituelle liv via meditation med alle vort livs områder. Narasimha Rao gjorde stort indtryk på forfatteren, da han sagde: ”Grunden til at jeg mediterer hver dag er fordi det tillader mig at acceptere mere og mere ansvar.”

Sent på året 1985 organiserede forfatteren at 30 af Yogiyars amerikanske studenter kunne komme med ham til Maha Kumbha Melaen i Haridwar i 48 dage, mellem februar og april 1986. Vi tog ophold i ’The Tourist Bungalow’ ved Gangesfloden og nød hver dag selskab med tusinder af sadhuer og hengivne, som deltog i rekordstort antal ved denne ekstraordinære begivenhed, den største i 60 år. Efter Melaen tog vi alle op til Badrinath og nød at udføre vores sadhana der på de hellige steder som er associerede med Babaji.

I 1986 solgte Yogi Ramaiah vores centre i New York og New Orleans og brugte midlerne til ar erhverve en 145 hektar stor grund fem kilometer fra Kanadukathan by med hjælp af to studenter, Meenakshisundaran fra USA og Murugesu Candaswamy fra Sri Lanka. Efter at have udført en ceremoni for hver af de ni bygninger han håbede at få opført der, som del af et tænkt Yoga Rehabiliterings Hospital og Kollegie, efterlod han forfatteren som tilsynsførende for at administrere konstruktionen og se til at det udførte bygningsarbejde ville være i oes. med vore standarder. Det var en afskrækkende opgave. Under tidligere besøg i Indien havde rationering af byggematerialer og bureaukrati altid gjort vore byggeprojekter som foreksempel arbejdet med at rekonstruere ashrammen i San Thome eller Kanadukathan ashrammen, yderst problematiske. Det var skravlet ørkenjord, langt fra enhver form for menneskelig bebyggelse, uden vand indenfor mere end en kilometers radius. Halvtreds kvindelige coolier ansattes til arbejdet med at transportere vand i spande på deres hoveder til brug for blanding af cementmørtel. På ni måneder stod ni bygninger klar til forfatterens forbløffelse. Industriministeren for staten Tamil Nadu kom og indviede komplekset. Da forfatteren et par måneder senere returnerede til Canada, sendte han en ansøgning til det Canadiske Bureau for International Udvikling om et tilskud som støtte for det nye rehabiliteringscenter i Indien. Den canadiske regering sendte en mand ud for at bese det indiske kompleks og afgive rapport. Skønt faciliteterne var smukke og veludstyrede, endda med ambulancer, kunne kan rapportere at der ikke var nogen administration. Sørgeligt nok blev vor ansøgnig om et tilskud dermed afslået. Forfatteren begyndte at spekulere over hvorvidt Yogiyars uvillighed til at uddelegere og hans behov for at kontrollere alting endnu engang var blevet hans største forhindring. Selv inden komplekset blev bygget havde han og andre plæderet med Yogiyar for ikke at bygge det i en sådan udørk. Vi følte at det kun ville tjene sit formål tættere på et mere bebygget område. Yogiyar holdt stejlt på at det kun kunne bygges i nærheden af Kanadukathan og indikerede at det skyldtes han ønskede at bevise noget overfor sin familie. Mønsteret af familiekarma var endnu ikke udtømt, men et par år senere accepterede Yogiyars familie ham og tog ham tilbage. De inviterede ham med til deres sammenkomster og han fik lov at bebo eet af rummene i Ananda Vilas, værelset han var kommet til verden i.

Somme ville måske undre sig over hvorfor Babaji, som havde overøst sine nære disciple V.T. Neelakantan og Yogi Ramaiah med velsignelser, dog tillod deres samrbejdsforhold at gå i stykker efter femten år og for sidstnævnte at fortsætte som han nu gjorde. De overser det faktum at selv Babaji tillader de, der er tættest på ham, at lære deres egne lektier og at arbejde sig gennem deres karmiske tendenser. Babajis disciple er ikke robotter med udraderede samskaras og Oplysning ’indpodet’ af deres Satguru. Mens romantiske selvbiografier og polerede biografier skrevne af ’devotees’ eller hengivne som hovedregel undgår at nævne menneskeligheden om ikke ligefrem fejlene hos deres elskede subjekt - guru - gør sådanne beretninger mere skade end gavn. De giver det falske og romantiske billede at den spirituelle vej er fyldt op med mirakler, at guruen vil give os oplysning og at den menneskelige natur ikke på det kraftigste modsætter sig at blive guddommelig. Det er derfor forfatteren til denne artikel bevidst har forsøgt at undgå at male et lyserødt billede af tingene, men tværtimod har holdt sig til en beretning om såvel det menneskelige som det gådefulde og det problematiske i biografien over Yogi Ramaiah og samtidig undgå at sætte sig til doms over hvorfor? i de senere år nogle har kritiseret ham og betvivlet ham, men de har gjort det uden overhovedet at kende til personen eller til hans liv og kampe. Jeg håber at denne beretning vil bringe dem til at tøve og til at reflektere lidt dybere over deres egen menneskelige natur før de ’kaster flere sten’ mod andre. Må hans liv og hans eksempel i sin helhed tjene som lære for os alle.

Copyright: M. Govindan Satchidananda, Januar 2005

Tilbage til Artikler

Babajis Kriya Yoga Hjemmeside